< Salme 22 >

1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Nǝƣmiqilǝrning bexiƣa tapxurulup, «Ayjǝlǝt-haxxaⱨar» (tang sǝⱨǝrdǝ kǝlgǝn mǝdǝt) degǝn aⱨangda oⱪulsun dǝp, Dawut yazƣan küy: — «Aⱨ Ilaⱨim, Ilaⱨim, nemixⱪa mǝndin waz kǝqting? Sǝn nemixⱪa meni ⱪutⱪuzuxtin xunqǝ yiraⱪsǝn? Nemixⱪa ⱪattiⱪ pǝryadlirimdin xunqǝ yiraⱪ turisǝn,
2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
Hudayim, kündüzdǝ nida ⱪildim, lekin Sǝn ⱨeq jawab ⱪilmaysǝn; Keqidimu mǝn xundaⱪ pǝryad ⱪilixtin aram alalmaymǝn.
3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
Biraⱪ i Israilning mǝdⱨiyilirini ɵz makaning ⱪilƣuqi, Sǝn degǝn pak-muⱪǝddǝstursǝn!
4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Ata-bowilirimiz seni tayanqi ⱪilƣan, Ular sanga tayanƣan, sǝn ularni ⱪutⱪuzƣan.
5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
Ular Sanga nida ⱪilixliri bilǝn ⱪutulƣan; Sanga tayinix bilǝn ularning ümidi ⱨeq yǝrdǝ ⱪalƣan ǝmǝs.
6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Biraⱪ mǝn bolsam adǝm ǝmǝs, bir ⱪurtmǝn, Insan tǝripidin [tɵⱨmǝt bilǝn] rǝswayialǝm ⱪilinƣanmǝn, Halayiⱪ tǝripidin kǝmsitilgǝnmǝn.
7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
Meni kɵrgǝnlǝrning ⱨǝmmisi mazaⱪ ⱪilip külidu, Baxlirini silkixip aƣzilirini pürüxtürüp:
8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
«U Pǝrwǝrdigarƣa ɵzini tapxurƣan ǝmǝsmu?! Əmdi Pǝrwǝrdigar uni ⱪutⱪuzsun! Pǝrwǝrdigar uningdin hursǝn bolsa ǝgǝr, Uni ⱪutuldursun!» — deyixidu.
9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
Biraⱪ meni apamning ⱪorsiⱪidin qiⱪarƣuqi ɵzüngdursǝn; Ⱨǝtta ǝmqǝktiki waⱪtimdimu meni ɵzünggǝ tayandurƣansǝn;
10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
Tuƣulƣinimdin tartipla, mǝn ɵzümni ⱪoynungƣa taxliƣanmǝn; Anamning baliyatⱪusidiki waⱪtimdila, Sǝn mening Tǝngrim bolup kǝlgǝnsǝn.
11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Mǝndin yiraⱪlaxma; Qünki riyazǝt meni ⱪistap kǝldi; Manga yardǝmdǝ bolƣuqi yoⱪtur.
12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Nurƣun buⱪilar meni ⱪorxiwaldi; Baxanning küqlük buⱪiliri meni oriwaldi;
13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
Ular adǝmni titma ⱪilƣuqi ⱨɵrkirǝwatⱪan xirdǝk, Aƣzilirni qong eqip manga tikilip turidu.
14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
Mǝn tɵkülgǝn sudǝk boldum, Ⱨǝmmǝ sɵngǝklirim izidin qiⱪip kǝtti; Yürikim momdǝk erip kǝtti, Iq-baƣrimda zǝiplixip erip kǝtti.
15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
Ⱪaƣjirap kǝtkǝn sapal parqisidǝk maƣdurum ⱪalmidi, Tilim tangliyimƣa qaplixip kǝtti, Sǝn [Pǝrwǝrdigar] meni ɵlümning topa-qangliriƣa ⱪoyƣansǝn.
16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
Ƣaljir itlar manga olaxti, Bir top rǝzillǝr meni ⱪistap kelip, Mening ⱪolum wǝ putumni sanjip tǝxti.
17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
Sɵngǝklirimning ⱨǝmmisini saniyalaymǝn, [Ustihanlirim] manga tikilip ⱪarap turƣandǝk ⱪilidu.
18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
Ular kiyimlirimni ɵz arisida ülǝxtürüwatidu, Kɵnglikimgǝ erixix üqün qǝk taxlixiwatidu.
19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
Biraⱪ, i Pǝrwǝrdigar, mǝndin yiraⱪlaxma! I Küq-Ⱪudritim bolƣuqim, yardǝmgǝ tez kǝlgǝysǝn!
20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Jenimni ⱪiliqtin ⱪutⱪuzƣin, Mening yalƣuz jenimni itning qanggilidin ⱪutuldurƣin.
21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Meni xirning aƣzidin ⱪutⱪuzƣin; Xundaⱪ, Sǝn iltijalirimni ijabǝt ⱪilip yawa kalilarning münggüzliridin ⱪutⱪuzƣansǝn!
22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
Mǝn Sening namingni ⱪerindaxlirimƣa elan ⱪilimǝn; Qong jamaǝt iqidǝ turup Sanga bolƣan mǝdⱨiyilirimni jakarlaymǝn;
23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Pǝrwǝrdigardin ǝymǝngüqilǝr, Uni mǝdⱨiyilǝnglar! Yaⱪupning barliⱪ nǝsilliri, Uningƣa xan-xǝrǝp kǝltürünglar! Israilning pütün ǝwladliri, Uningdin ǝymininglar.
24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
Qünki U ezilgüqining axu harlinixlirini nǝziridin saⱪit ⱪilƣan ǝmǝs, Yaki Uningdin ⱨeq yirgǝngǝn ǝmǝs; Uningdin Ɵz wisalini ⱨeq yoxurƣan ǝmǝs; Bǝlki U iltija ⱪilip awazini kɵtürginidǝ, Uningƣa ⱪulaⱪ selip angliƣan.
25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
Qong jamaǝt iqidǝ manga oⱪulƣan mǝdⱨiyilǝr Ɵzüngdindur, Hudadin ǝymǝngüqilǝrning aldida iqkǝn ⱪǝsǝmlirimni ixⱪa axurimǝn;
26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
Ajiz mɵminlǝr ⱪorsiⱪi toyƣuqǝ tamaⱪlinidu; Pǝrwǝrdigarni izdigǝnlǝr Uni mǝdⱨiyǝlǝydu; Silǝrning ⱪǝlbinglar mǝnggü yaxnaydu!
27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
Zeminning ǝng qetidikilǝrmu bu ixni ⱪǝlbidǝ tutup, towa ⱪilip Pǝrwǝrdigarning aldiƣa kelidu; Əl-millǝtlǝrning barliⱪ jǝmǝtliri aldingda ibadǝt ⱪilidu;
28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
Qünki padixaⱨliⱪ Pǝrwǝrdigarƣila tǝwǝdur; U ǝl-millǝtlǝr arisida ⱨɵküm sürgüqidur.
29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
Jaⱨandiki baylarmu Uning aldidin yǝp-iqip, ibadǝt ⱪilidu; Tupraⱪⱪa kirǝy dǝp ⱪalƣanlarmu, ⱨǝtta ɵz jenini saⱪliyalmaydiƣanlarmu Uningƣa sǝjdǝ ⱪilidu;
30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
Kǝlgüsidiki bir ǝwlad Uning hizmitidǝ bolidu; Bu ǝwlad Rǝb üqün Ɵz pǝrzǝntliri ⱨesablinidu.
31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
Keyin ular kelip, xu qaƣda tuƣulidiƣan bir ⱪowmƣa Uning ⱨǝⱪⱪaniyliⱪini jakarlap xuni elan ⱪiliduki, «U buni ǝmǝlgǝ axurdi!»

< Salme 22 >