Salme 22

1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

Bože, Bože moj! zašto si me ostavio udaljivši se od spasenja mojega, od rijeèi vike moje?

2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Bože moj! vièem danju, a ti me ne slušaš, i noæu, ali nemam mira.

3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

Sveti, koji živiš u pohvalama Izrailjevim!

4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

U tebe se uzdaše oci naši, uzdaše se, i ti si ih izbavljao.

5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

Tebe prizivaše, i spasavaše se; u tebe se uzdaše, i ne ostajaše u sramoti.

6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

A ja sam crv, a ne èovjek; potsmijeh ljudima i rug narodu.

7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

Koji me vide, svi mi se rugaju, razvaljuju usta, mašu glavom,

8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

I govore: oslonio se na Gospoda, neka mu pomože, neka ga izbavi, ako ga miluje.

9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

Ta, ti si me izvadio iz utrobe; ti si me umirio na sisi matere moje.

10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

Za tobom pristajem od roðenja, od utrobe matere moje ti si Bog moj.

11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

Ne udaljuj se od mene; jer je nevolja blizu, a nema pomoænika.

12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

Opteèe me mnoštvo telaca; jaki volovi Vasanski opkoliše me;

13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

Razvališe na me usta svoja. Lav je gladan lova i rièe.

14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

Kao voda razlih se; rasuše se sve kosti moje; srce moje posta kao vosak, rastopilo se u meni.

15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Sasuši se kao crijep krjepost moja, i jezik moj prionu za grlo, i u prah smrtni meæeš me.

16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

Opkoliše me psi mnogi; èeta zlikovaca ide oko mene, probodoše ruke moje i noge moje.

17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

Mogao bih izbrojiti sve kosti svoje. Oni gledaju, i od mene naèiniše stvar za gledanje.

18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

Dijele haljine moje meðu sobom, i za dolamu moju bacaju ždrijeb.

19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

Ali ti, Gospode, ne udaljuj se. Silo moja, pohitaj mi u pomoæ.

20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

Izbavi od maèa dušu moju, od psa jedinicu moju.

21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Saèuvaj me od usta lavovijeh, i od rogova bivolovih, èuvši, izbavi me.

22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

Kazujem ime tvoje braæi; usred skupštine hvaliæu te.

23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

Koji se bojite Gospoda, hvalite ga. Sve sjeme Jakovljevo! poštuj ga. Boj ga se, sve sjeme Izrailjevo!

24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

Jer se ne ogluši molitve ništega niti je odbi; ne odvrati od njega lica svojega, nego ga usliši kad ga zazva.

25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

Tebe æu hvaliti na skupštini velikoj; zavjete svoje svršiæu pred onima koji se njega boje.

26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

Neka jedu ubogi i nasite se, i neka hvale Gospoda koji ga traže; živo da bude srce vaše dovijeka.

27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

Opomenuæe se i obratiæe se ka Gospodu svi krajevi zemaljski, i pokloniæe se pred njim sva plemena neznabožaèka.

28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

Jer je Gospodnje carstvo; on vlada narodima.

29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Ješæe i pokloniæe se svi pretili na zemlji; pred njim æe pasti svi koji slaze u prah, koji ne mogu saèuvati duše svoje u životu.

30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

Sjeme æe njihovo služiti njemu. Kazivaæe se za Gospoda rodu potonjemu.

31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Doæi æe, i kazivaæe pravdu njegovu ljudima njegovijem, koji æe se roditi; jer je on uèinio ovo.