Salme 147

1 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig.

Louez Jah! car c’est une chose bonne. Chantez les louanges de notre Dieu! car c’est une chose agréable. La louange est bienséante.

2 Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,

L’Éternel bâtit Jérusalem; il rassemble les exilés d’Israël.

3 han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår;

C’est lui qui guérit ceux qui ont le cœur brisé, et qui bande leurs plaies;

4 han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn.

Qui compte le nombre des étoiles: à elles toutes il donne des noms.

5 Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;

Notre Seigneur est grand et d’une grande puissance; son intelligence est sans bornes.

6 HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.

L’Éternel affermit les débonnaires; il renverse les méchants jusqu’en terre.

7 Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer!

Chantez à l’Éternel avec actions de grâces, psalmodiez sur la harpe à notre Dieu,

8 Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;

Qui couvre de nuages les cieux, qui prépare la pluie pour la terre, qui fait germer l’herbe sur les montagnes;

9 Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;

Qui donne la nourriture au bétail, [et] aux petits du corbeau qui crient.

10 hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;

Il ne trouve pas son plaisir en la force du cheval, il ne se complaît pas aux jambes de l’homme.

11 HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

Le plaisir de l’Éternel est en ceux qui le craignent, en ceux qui s’attendent à sa bonté.

12 Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!

Jérusalem, célèbre l’Éternel! Sion, loue ton Dieu!

13 Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;

Car il rend fortes les barres de tes portes; il bénit tes fils au milieu de toi;

14 dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;

Il met la paix dans tes confins; il te rassasie de la moelle du froment;

15 han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,

Il envoie ses oracles sur la terre: sa parole court avec vitesse.

16 han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,

C’est lui qui donne la neige comme de la laine, qui répand la gelée blanche comme de la cendre;

17 som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;

Il jette sa glace comme par morceaux: qui peut subsister devant son froid?

18 han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr.

Il envoie sa parole et les fait fondre; il fait souffler son vent: les eaux coulent.

19 Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.

Il annonce ses paroles à Jacob, ses statuts et ses ordonnances à Israël.

20 Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

Il n’a fait ainsi à aucune nation; et ses ordonnances, elles ne les ont pas connues. Louez Jah!