Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I LIKWIRKI nil laud on Ieowa, Ki nil ai i kin nidinideki on Ieowa.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I kin kajanjale on i ai apwal akan, o i padaki on i katoutou pa i kan.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Nen i lao luetala, kom ap pan kotin apapwali. Irail rir wiai on ia injar eu liman al, me i kin weid ia.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I kilan ni pali maun i, ari jota, me men jauaja ia; i jota kak pitila, pwe jota me kill idok ia.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Main Ieowa, i likwir won komui, o potoan: Komui me ai paip, o pwaij ai nan jap en me maur akan.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Kom kotin mani ai weriwer, pwe nai meid luet; dore ia la jan me kin pakipaki ia, pwe nai jota itar on ir.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Kalua jan nen i nan imaten, pwe i en kapina mar omui. Me pun kan pan pokon don ia, ma kom pan kotin jauaja ia.