Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

Adobako añatrefa’e ty toreoko; volañeko añatrefa’e o mahaferenaiñe ahikoo.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Ie nitoirañe añ’ovako ao ty troko, niarofoana’o ty liako, amy lalan-tsileke fijelanjelañakoy ty nañetaha’ iareo fandrike.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Toliho mb’an-tañan-kavanako le vazohò, te tsy eo ty mañaoñ’ ahy. tsy eo ty hipalirako; tsy ahoa’ondaty ty fiaiko.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Nitoreo ama’o raho ry Iehovà, ami’ty hoe: Ihe ro fitsolohako, ty anjarako an-tanen-kaveloñ’ ao.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Janjiño ty fikaikaihako fa loho mirèke; hahao amo mpanao samporerak’ ahiio, fa fatratse te amako.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Akaro am-balabey ao ty fiaiko hibangoako ty tahina’o; hiropak’ amako o vañoñeo ami’ty fatariha’o amako.