< Salme 142 >

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
Cantique de David. Lorsqu'il était dans la caverne. Prière. De ma voix je crie à Yahweh, de ma voix j'implore Yahweh;
2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
Je répands ma plainte en sa présence, devant lui j'expose ma détresse.
3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
Lorsqu'en moi mon esprit défaille, toi tu connais mon sentier; tu sais que, dans la route où je marche, ils me tendent des pièges.
4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
Jette les yeux à ma droite et vois: personne ne me reconnaît; tout refuge me fait défaut, nul n'a souci de mon âme.
5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
Je crie vers toi, Yahweh, je dis: Tu es mon refuge, mon partage sur la terre des vivants!
6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
Prête l'oreille à ma plainte, car je suis malheureux à l'excès; délivre-moi de ceux qui me poursuivent, car ils sont plus forts que moi.
7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
Tire mon âme de cette prison, afin que je célèbre ton nom; les justes triompheront avec moi de ce que tu m'auras fait du bien.

< Salme 142 >