Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I cried to the LORD with my voice; with my voice to the LORD did I make my supplication.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I poured out my complaint before him; I showed before him my trouble.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

When my spirit was overwhelmed within me, then you knew my path. In the way wherein I walked have they privately laid a snare for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I looked on my right hand, and beheld, but there was no man that would know me: refuge failed me; no man cared for my soul.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

I cried to you, O LORD: I said, You are my refuge and my portion in the land of the living.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Attend to my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Bring my soul out of prison, that I may praise your name: the righteous shall compass me about; for you shall deal bountifully with me.