Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

A Psalme of David, to give instruction, and a prayer, when he was in the cave. I cryed vnto the Lord with my voyce: with my voyce I prayed vnto the Lord.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I powred out my meditation before him, and declared mine affliction in his presence.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Though my spirit was in perplexitie in me, yet thou knewest my path: in the way wherein I walked, haue they priuily layde a snare for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I looked vpon my right hand, and beheld, but there was none that would knowe me: all refuge failed me, and none cared for my soule.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

Then cryed I vnto thee, O Lord, and sayde, thou art mine hope, and my portion in the land of the liuing.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Hearken vnto my crye, for I am brought very lowe: deliuer me from my persecuters, for they are too strong for me.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Bring my soule out of prison, that I may prayse thy Name: then shall the righteous come about me, when thou art beneficiall vnto me.