Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

A Maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I cry aloud to the LORD; I lift my voice to the LORD for mercy.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I pour out my complaint before Him; I reveal my trouble to Him.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Although my spirit grows faint within me, You know my way. Along the path I travel they have hidden a snare for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Look to my right and see; no one attends to me. There is no refuge for me; no one cares for my soul.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

I cry to You, O LORD: “You are my refuge, my portion in the land of the living.”

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Listen to my cry, for I am brought quite low. Rescue me from my pursuers, for they are too strong for me.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Free my soul from prison, that I may praise Your name. The righteous will gather around me because of Your goodness to me.