Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

I cry with my voice to Jehovah. With my voice to Jehovah I make supplication.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I pour out my complaint before him. I show my trouble before him.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

When my spirit was overwhelmed within me, thou knew my path. In the way in which I walk they have hidden a snare for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Look on my right hand, and see, for there is no man who knows me. Refuge has failed me. No man cares for my soul.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

I cried to thee, O Jehovah. I said, Thou are my refuge, my portion in the land of the living.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Attend to my cry, for I am brought very low. Deliver me from my persecutors, for they are stronger than I.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Bring my soul out of prison that I may give thanks to thy name. The righteous shall encompass me around, for thou will deal bountifully with me.