Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

Keima Pakai henga kataovin, Pakai henga khotona kathum in ahi.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

Keima Pakai ang-sunga kakiphin in, kahahsatna jouse jong kaphongdoh’in.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

Kalhagao alam vai jitan, hinlah Pakai nangbou nahi kachena ding lampi ei-hil ji. Kajotna lam lam’a chun ei-douten thang eikam peh jiuvin ahi.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Keiman mikhat tou hunga eipanpi ding kangaichat lai jin, koiman amitsih jenga jong eive poi! Koimacha eikithopi ding aumpoi, kachunga thilsoh koiman imachan eigelpeh poi.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

O Pakai, keima na henga kataovin, “Nangma hi kakiselna nahi, kahinkhoa kangaichat pen nang bou nahi,” kati.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Kataona hi nei ngaipeh teijin, ei-kisunem behseh jeng tai! Ei-bolgenthei hoa kon’in neihuhdoh tan, ajeh chu amaho keisang in ahatval jeng tauve.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Songkul’a kon’in neihuhdoh loijin, chutileh nangma kathangvah thei ding ahi. Lolhing tah’a neibol jeh’a kajet le kaveija midih dim lha diu ahi.