Salme 141
1 (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;
Gospode, vièem k tebi, pohiti k meni, èuj glas moljenja mojega, kad vièem k tebi.
2 som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
Nek izaðe molitva moja kao kad pred lice tvoje, dizanje ruku mojih kao prinos veèernji.
3 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
Postavi, Gospode, stražu kod jezika mojega, èuvaj vrata usta mojih.
4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
Ne daj srcu mojemu da zastrani na zle pomisli, da èini djela bezbožna s ljudima koji postupaju nepravedno; i da ne okusim sladosti njihovijeh.
5 Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
Neka me bije pravednik, to je milost; neka me kara, to je ulje za glavu moju; glava moja neæe odbaciti, ako æe i više; nego je molitva moja protiv zloæe njihove.
6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
Rasuše se po kamenijem vrletima sudije njihove, i èuše rijeèi moje kako su blage.
Kao kad ko sijeèe i teše, tako se razletješe kosti naše do èeljusti paklenijeh. (Sheol h7585)
8 Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
Ali su k tebi, Gospode, Gospode, upravljene oèi moje, u tebe se uzdam, nemoj odbaciti duše moje.
9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;
Saèuvaj me od zamke, koju mi metnuše, od lukavstva onijeh, koji èine bezakonje.
10 lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
Pašæe u mreže svoje bezbožnici, a ja æu jedan proæi.
