Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
Gospode! ti me kušaš i znaš.
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
Ti znaš kad sjedem i kad ustanem; ti znaš pomisli moje izdaleka;
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Kad hodim i kad se odmaram, ti si oko mene, i sve putove moje vidiš.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Još nema rijeèi na jeziku mom, a ti, Gospode, gle, veæ sve znaš.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Sastrag i sprijed ti si me zaklonio, i stavio na me ruku svoju.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Èudno je za me znanje tvoje, visoko, ne mogu da ga dokuèim.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Kuda bih otišao od duha tvojega, i od lica tvojega kuda bih utekao?
Da izaðem na nebo, ti si ondje. Da siðem u pakao, ondje si. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Da se dignem na krilima od zore, i preselim se na kraj mora:
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
I ondje æe me ruka tvoja voditi, i držati me desnica tvoja.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
Da reèem: da ako me mrak sakrije; ali je i noæ kao vidjelo oko mene.
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Ni mrak neæe zamraèiti od tebe, i noæ je svijetla kao dan: mrak je kao vidjelo.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Jer si ti stvorio što je u meni, sastavio si me u utrobi matere moje.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Hvalim te, što sam divno sazdan. Divna su djela tvoja, i duša moja to zna dobro.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Nijedna se kost moja nije sakrila od tebe, ako i jesam sazdan tajno, otkan u dubini zemaljskoj.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Zametak moj vidješe oèi tvoje, u knjizi je tvojoj sve to zapisano, i dani zabilježeni, kad ih još nije bilo nijednoga.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Kako su mi nedokuèljive pomisli tvoje, Bože! Kako im je velik broj!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
Da ih brojim, više ih je nego pijeska. Kad se probudim, još sam s tobom.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
Da hoæeš, Bože, ubiti bezbožnika! Krvopije, idite od mene.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Oni govore ružno na tebe; uzimaju ime tvoje uzalud neprijatelji tvoji.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Zar da ne mrzim na one, koji na te mrze, Gospode, i da se ne gadim na one koji ustaju na tebe?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Punom mrzošæu mrzim na njih; neprijatelji su mi.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Okušaj me, Bože, i poznaj srce moje, ispitaj me, i poznaj pomisli moje.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
I vidi jesam li na zlu putu, i vodi me na put vjeèni.
