Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
O Yahweh, sinukimatnak, ken am-ammonak.
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
Ammom no agtugaw ken no agtakderak; maawatam dagiti pampanunotko uray adayoka kaniak.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Ammom ti dalanko ken inton agiddaak; pagaammom unay dagiti amin a dalanko.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Ta awan ti sao nga innak isao a saanmo nga ammo a naan-anay, O Yahweh.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Lawlawlawennak iti likudan ken iti sangoanan ken ipatpataymo ti imam kaniak.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Ti kasta a pannakaammo ket nalabes unay kaniak; nangato unay, ken saanko daytoy a maawatan.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Sadino ti papanak tapno makalibasak iti Espiritum? Sadino ti mabalinko a pagkamangan manipud iti presensiam?
No agpangatoak kadagiti langit, addaka sadiay; no aramidek ti pagiddaak idiay sheol, adtoy, addaka sadiay. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
No tumayabak kadagiti payyak ti agsapa ket apanak agnaed kadagiti ungto a paset iti ballasiw ti taaw,
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
uray sadiay idalannakto ti imam, ken tenglennakto ti makannawan nga imam.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
No kunaek, “Awan duadua a ti sipnget ilemmengnak ken ti rabii ket isunto ti lawagko;”
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
uray ti sipnget ket saan a makalemmeng kenka. Ti rabii ket agraniag a kasla aldaw, ta ti sipnget ken ti lawag ket agpadpada laeng kenka.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Binukelmo ti akin-uneg a kinataok; binukelnak iti aanakan ti inak.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Agyamannak kenka, ta makapasiddaaw ken nakakaskasdaaw dagiti aramidmo. Ammom la unay ti biagko.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Saan a nailemmeng ti bagik kenka idi naaramidak iti nalimed, idi siaannad a naaramidak kadagiti kaunggan ti daga.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Nakitanak iti uneg ti aanakan; dagiti amin nga aldaw a naituding para kaniak ket nailanaden iti librom sakbay pay a mapasamak ti umuna.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Anian a nagpateg dagiti pampanunotmo kaniak, O Dios! Anian a nagadu ti pakadagupanda!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
No innak ida bilangen, ad-adu pay ti bilangda ngem iti darat. Inton agriingak, addaak latta dita dennam.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
No papatayem la koman ti nadangkes, O Dios; umadayokayo kaniak, dakayo a naranggas a tattao.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Suksukirendaka ken agtigtignayda a siaallilaw; agul-ulbod dagiti kabusormo.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Di met kagurgurak, O Yahweh, dagidiay a manggurgura kenka? Di met laklaksidek dagiti tumakder a bumusor kenka?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Kagurgurak ida iti kasta unay; nagbalinda a kabusorko.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Sukimatennak, O Dios, ken ammoem ti pusok; padasennak ken ammoem dagiti pampanunotko.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Kitaem no adda ti uray ania a nadangkes a wagas kaniak, ket idalannak iti dalan nga awan patinggana.
