Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

By the rivers of Babylon, there, we sat down, yea we wept—when we remembered Zion:

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Upon the willows—in the midst thereof, hanged we our lyres:

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

For, there, our captors asked of us words of song, and our plunderers—gladness, —Sing us of the songs of Zion!

4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

How shall we sing the song of Yahweh, on a foreign soil?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

If I forget thee, O Jerusalem, Let my right-hand forget:

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Let my tongue cleave to the roof of my mouth, if I do not remember thee! if I do not lift up Jerusalem above the head of mine own gladness.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Remember, O Yahweh, against the sons of Edom, the day of Jerusalem, —how they continued to say—Overthrow! Overthrow! unto the foundation within it.

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

O ruined daughter of Babylon, —how happy the man who shall repay thee thy dealing, wherewith thou didst deal with us!

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

How happy the man who shall snatch away and dash thy children against the crag.