< Salme 137 >

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
By the rivers of Babylon [Confusion], there we sat down. Yes, we wept, when we remembered Zion [Mountain ridge, Marking].
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
On the willows in that land, we hung up our harps.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there, those who led us captive asked us for songs. Those who tormented us demanded songs of joy: “Sing us one of the songs of Zion [Mountain ridge, Marking]!”
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How can we sing Adonai’s song in a foreign land?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget you, Jerusalem [City of peace], let my right hand forget its skill.
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
Let my tongue stick to the roof of my mouth if I don’t remember you; if I don’t prefer Jerusalem [City of peace] above my chief joy.
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, Adonai, against the children of Edom [Red], the day of Jerusalem [City of peace]; who said, “Raze it! Raze it even to its foundation!”
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
Daughter of Babylon [Confusion], doomed to destruction, he will be happy who rewards you, as you have served us.
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy shall he be, who takes and dashes your little ones against the rock.

< Salme 137 >