< Salme 137 >

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, When we remembered Zion.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
We hung our harps on the willows in the midst thereof.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there they who carried us away captive required of us a song; They who wasted us required of us mirth: “Sing us one of the songs of Zion!”
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How shall we sing the LORD'S song In a strange land?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget thee, O Jerusalem, Let my right hand forget her cunning!
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
If I do not remember thee, Let my tongue cleave to the roof of my mouth; If I prefer not Jerusalem above my chief joy!
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, O LORD! against the children of Edom The day of the calamity of Jerusalem! Who said, “Raze it, Raze it to its foundations!”
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
O daughter of Babylon, thou destroyer! Happy be he who requiteth thee As thou hast dealt with us!
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy be he who seizeth thy little ones And dasheth them against the stones!

< Salme 137 >