Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

By rivers of Babylon—There we sat, Indeed, we wept when we remembered Zion.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

We hung our harps on willows in its midst.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers—joy: “Sing to us of a song of Zion.”

4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

How do we sing the song of YHWH, On the land of a stranger?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

If I forget you, O Jerusalem, my right hand forgets!

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

My tongue cleaves to my palate, If I do not remember you, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Remember, YHWH, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, “Raze, raze to its foundation!”

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

O daughter of Babylon, O destroyed one, O the blessedness of him who repays to you your deed, That you have done to us.

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

O the blessedness of him who seizes, and has dashed your sucklings on the rock!