< Salme 137 >

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
For David, [a Psalm] of Jeremias. By the rivers of Babylon, there we sat; and wept when we remembered Sion.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
We hung our harps on the willows in the midst of it.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there they that had taken us captive asked of us the words of a song; and they that had carried us away [asked] a hymn, [saying], Sing us [one] of the songs of Sion.
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How should we sing the Lord's song in a strange land?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget [its skill].
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
May my tongue cleave to my throat, if I do not remember thee; if I do not prefer Jerusalem as the chief of my joy.
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, O Lord, the children of Edom in the day of Jerusalem; who said, Rase [it], rase [it], even to its foundations.
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
Wretched daughter of Babylon! blessed [shall he be] who shall reward thee as thou hast rewarded us.
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Blessed [shall he be] who shall seize and dash thine infants against the rock.

< Salme 137 >