< Salme 137 >

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
By the rivers of Babylon, there we sat down. Yes, we wept, when we remembered Zion.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
On the willows in that land, we hung up our harps.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there, those who led us captive asked us for songs. Those who tormented us demanded songs of joy: “Sing us one of the songs of Zion!”
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How can we sing the LORD’s song in a foreign land?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget you, Jerusalem, let my right hand forget its skill.
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
Let my tongue stick to the roof of my mouth if I do not remember you, if I do not prefer Jerusalem above my chief joy.
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, LORD, against the children of Edom in the day of Jerusalem, who said, “Raze it! Raze it even to its foundation!”
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
Daughter of Babylon, doomed to destruction, he will be happy who repays you, as you have done to us.
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy shall he be, who takes and dashes your little ones against the rock.

< Salme 137 >