< Salme 109 >

1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
For the end, a Psalm of David. For the end, a Psalm of David. O God, pass not over my praise in silence;
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
for the mouth of the sinner and the mouth of the crafty [man] have been opened against me: they have spoken against me with a crafty tongue.
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
And they have compassed me with words of hatred; and fought against me without a cause.
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
Instead of loving me, they falsely accused me: but I continued to pray.
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
And they rewarded me evil for good, and hatred for my love.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
Set thou a sinner against him; and let the devil stand at his right hand.
7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
When he is judged, let him go forth condemned: and let his prayer become sin.
8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
Let his days be few: and let another take his office of overseer.
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
Let his children be orphans, and his wife a widow.
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
Let his children wander without a dwelling-place, and beg: let them be cast out of their habitations.
11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
Let [his] creditor exact all that belongs to him: and let strangers spoil his labours.
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
Let him have no helper; neither let there be any one to have compassion on his fatherless children.
13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
Let his children be [given up] to utter destruction: in one generation let his name be blotted out.
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
Let the iniquity of his fathers be remembered before the Lord; and let not the sin of his mother be blotted out.
15 altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
Let them be before the Lord continually; and let their memorial be blotted out from the earth.
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
Because he remembered not to shew mercy, but persecuted the needy and poor man, and [that] to slay him that was pricked in the heart.
17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
He loved cursing also, and it shall come upon him; and he took not pleasure in blessing, so it shall be removed far from him.
18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
Yea, he put on cursing as a garment, and it is come as water into his bowels, and as oil into his bones.
19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
Let it be to him as a garment which he puts on, and as a girdle with which he girds himself continually.
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
This is the dealing of the Lord with those who falsely accuse me, and of them that speak evil against my soul.
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
But thou, O Lord, Lord, deal [mercifully] with me, for thy name's sake: for thy mercy is good.
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
Deliver me, for I am poor and needy; and my heart is troubled within me.
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
I am removed as a shadow in its going down: I am tossed up and down like locusts.
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
My knees are weakened through fasting, and my flesh is changed by reason of [the want of] oil.
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
I became also a reproach to them: [when] they saw me they shook their heads.
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
Help me, O Lord my God; and save me according to thy mercy.
27 så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
And let them know that this is thy hand; and [that] thou, Lord, hast wrought it.
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
Let them curse, but thou shalt bless: let them that rise up against me be ashamed, but let thy servant rejoice.
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
Let those that falsely accuse me be clothed with shame, and let them cover themselves with their shame as with a mantle.
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
I will give thanks to the Lord abundantly with my mouth; and in the midst of many I will praise him.
31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
For he stood on the right hand of the poor, to save [me] from them that persecute my soul.

< Salme 109 >