Salme 107

1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

Hvalite Gospoda, jer je dobar; jer je dovijeka milost njegova.

2 Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd

Tako neka reku koje je izbavio Gospod, koje je izbavio iz ruke neprijateljeve,

3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

Skupio ih iz zemalja, od istoka i zapada, od sjevera i mora.

4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

Lutaše po pustinji gdje se ne živi, puta gradu naseljenome ne nahodiše;

5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

Bjehu gladni i žedni, i duša njihova iznemagaše u njima;

6 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

Ali zavikaše ka Gospodu u tuzi svojoj; i izbavi ih iz nevolje njihove.

7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

I izvede ih na prav put, koji ide u grad naseljeni.

8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

Neka hvale Gospoda za milost njegovu, i za èudesa njegova radi sinova ljudskih!

9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

Jer siti dušu taštu, i dušu gladnu puni dobra.

10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

Sjedješe u tami i u sjenu smrtnom, okovani u tugu i u gvožðe;

11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

Jer ne slušaše rijeèi Božijih, i ne mariše za volju višnjega.

12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

On poništi srce njihovo stradanjem; spotakoše se, i ne bješe ko da pomože.

13 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Ali zavikaše ka Gospodu u tuzi svojoj, i izbavi ih iz nevolje njihove;

14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

Izvede ih iz tame i sjena smrtnoga, i raskide okove njihove.

15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

Neka hvale Gospoda za milost njegovu, i za èudesa njegova radi sinova ljudskih!

16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

Jer razbi vrata mjedena, i prijevornice gvozdene slomi.

17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

Bezumnici stradaše za nevaljale putove svoje, i za nepravde svoje.

18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær

Svako se jelo gadilo duši njihovoj, i doðoše do vrata smrtnijeh.

19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Ali zavikaše ka Gospodu u tuzi svojoj, i izbavi ih iz nevolje njihove.

20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

Posla rijeè svoju i iscijeli ih, i izbavi ih iz groba njihova.

21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn

Neka hvale Gospoda za milost njegovu, i za èudesa njegova radi sinova ljudskih!

22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

I neka prinesu žrtvu za hvalu, i kazuju djela njegova u pjesmama!

23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,

Koji plove po moru na korabljima, i rade na velikim vodama,

24 blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;

Oni su vidjeli djela Gospodnja, i èudesa njegova u dubini.

25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;

Kaže, i diže se silan vjetar, i ustaju vali na njemu,

26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

Dižu se do nebesa i spuštaju do bezdana: duša se njihova u nevolji razliva;

27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

Posræu i ljuljaju se kao pijani; sve mudrosti njihove nestaje.

28 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Ali zavikaše ka Gospodu u tuzi svojoj, i izvede ih iz nevolje njihove.

29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;

On obraæa vjetar u tišinu, i vali njihovi umuknu.

30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

Vesele se kad se stišaju, i vodi ih u pristanište koje žele.

31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,

Neka hvale Gospoda za milost njegovu, i za èudesa njegova radi sinova ljudskih!

32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

Neka ga uzvišuju na saboru narodnom, na skupštini starješinskoj slave ga!

33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,

On pretvara rijeke u pustinju, i izvore vodene u suhotu,

34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.

Rodnu zemlju u slanu pustaru za nevaljalstvo onijeh koji žive na njoj.

35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;

On pretvara pustinju u jezera, i suhu zemlju u izvore vodene,

36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,

I naseljava onamo gladne. Oni zidaju gradove za življenje;

37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.

Siju polja, sade vinograde i sabiraju ljetinu.

38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.

Blagosilja ih i množe se jako, i stoke im ne umaljuje.

39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

Prije ih bijaše malo, padahu od zla i nevolje, što ih stizaše.

40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.

On sipa sramotu na knezove, i ostavlja ih da lutaju po pustinji gdje nema putova.

41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

On izvlaèi ubogoga iz nevolje, i plemena množi kao stado.

42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

Dobri vide i raduju se, a svako nevaljalstvo zatiskuje usta svoja.

43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!

Ko je mudar, neka zapamti ovo, i neka poznadu milosti Gospodnje.