Salme 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Idaydayawko ni Yahweh iti amin a biagko, Yahweh a Diosko, naindaklanka unay; nakawesanka iti dayaw ken daeg.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Nabungonka iti lawag a kas iti pagan-anay; uk-ukradem dagiti langit a kas iti kurtina ti tolda.
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
Ipaspasdekmo dagiti arwanan dagiti siledmo iti rabaw dagiti ulep; ar-aramidem a karwahem dagiti ul-ulep; magmagnaka kadagiti payak ti angin.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Pagbalbalinenna dagiti angin menmensaherona, dagiti gil-ayab ti apuy nga adipenna.
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Impasdekna ti pundasion ti daga, ket saanto a pulos daytoy a magunggon.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Inabbongam ti daga iti danum a kas iti kawes; inabbongan ti danum dagiti banbantay.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Ti panangbabalawmo ti nangpaes-es kadagiti danum; dagus a pimmanawda gapu iti dumanaranudor a timekmo.
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Bimmangon dagiti banbantay, ken nagwaras dagiti tanap kadagiti disso nga indutokmo para kadakuada.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Nangikabilka iti beddeng para kadakuada a didanto ballasiwen; ket saandanto manen nga abbongan ti lubong.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Pinagayusna dagiti ubbog kadagiti tanap; nagayus dagiti waig kadagiti nagbabaetan dagiti bantay.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Dagitoy ti paggapuan ti inumen dagiti amin nga ayup iti taltalon, ep-ependa ti pannakawaw dagiti atap nga asno.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Kadagiti igid iti karayan, agaramid dagiti billit kadagiti umokda; agkakantada kadagiti sangsanga.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Sibsibuganna dagiti bantay manipud kadagiti siled ti danumna idiay tangatang. Napnoan ti lubong kadagiti bunga ti nagbannoganna.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Pagtubtuboenna dagiti ruot para kadagiti dingwen ken mula a taripatoen dagiti tattao tapno makapataudda iti taraon manipud iti daga.
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
Ar-aramidenna ti arak tapno rumagsak ti tao, iti lana tapno rumaniag ti rupana, ken taraon tapno umatiddog ti biag daytoy.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Masibsibogan a nasayaat dagiti kayo ni Yahweh; inmulana dagiti sedro ti Lebanon.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Sadiay ti pagumokan dagiti billit. Pagbalbalinen ti kannaway a pagbalayanna ti kayo ti saleng.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Agnanaed dagiti atap a kalding kadagiti nangangato a bantay; agserserbi a kamang dagiti koneho ti tuktok ti bantay.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Dinutokanna ti bulan a mangmarka iti panagbaliw dagiti panawen; ammo ti init ti tiempo ti ilelennekna.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Ar-aramidem ti sipnget iti rabii a tiempo a rumrummuar dagiti amin a narurungsot nga ayup.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Agngerngernger dagiti urbon a leon iti panangbirukda kadagiti tukmaanda ken birbirukenda ti taraonda iti agtaud iti Dios.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
Tunggal sumingising ti init, agsublida a maturog kadagiti rukibda.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Kabayatanna, mapan agtrabaho dagiti tattao ket agtrabahoda agingga iti rabii.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Anian a nagadu ken nadumaduma ti aramidmo, O Yahweh! Inaramidmo amin dagitoy babaen iti kinasirib; agluplupias ti daga kadagiti aramidmo.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
Sadiay ti ayan ti nauneg ken nalawa a baybay, a napno kadagiti saan a mabilang a parsua, babassit man ken dadakkel.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Agdaldaliasat sadiay dagiti barko, ken adda met sadiay ti Leviatan nga inaramidmo nga agay-ayam idiay baybay.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Agpannuray amin dagitoy kenka tapno taraonam ida iti naituding a tiempo.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
No kasta nga ikkam ida, ummongenda; no kasta nga ilukatmo ti dakulapmo, mapnekda.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
No kasta nga ilingedmo ta rupam, mariribukanda, no bawyem ti angesda, matayda ken agsublida iti tapok.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
No ibaonmo ti Espiritum, maparsuada ken pinabarum ti away.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Agpaut koma iti agnanayon ti dayag ni Yahweh; ragragsaken koma ni Yahweh ti parsuana.
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
Tantannawaganna ti daga ket agkintayeg daytoy, sagsagidenna dagiti bantay ket agasukda.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Kantaak ni Yahweh iti amin a biagko; Agkantaak ti panagdaydayaw iti Diosko agingga a sibibiagak.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Agbalin koma a nasam-it kenkuana ti kapanunotak; Agragragsakak kenni Yahweh.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Mapukaw koma dagiti managbasol iti daga, ken maawan koma dagiti nadangkes. Idaydayawko ni Yahweh iti amin a biagko. Idaydayawyo ni Yahweh.
