Salme 102
1 (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
Gospode! èuj molitvu moju, i vika moja nek izaðe preda te.
2 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
Nemoj odvratiti lica svojega od mene; u dan kad sam u nevolji prigni k meni uho svoje, u dan kad te prizivam, pohitaj, usliši me.
3 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
Jer proðoše kao dim dani moji, kosti moje kao topionica ogorješe.
4 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
Pokošeno je kao trava i posahlo srce moje, da zaboravih jesti hljeb svoj.
5 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
Od uzdisanja mojega prionu kost moja za meso moje.
6 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
Postadoh kao gem u pustinji; ja sam kao sova na zidinama.
7 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
Ne spavam, i sjedim kao ptica bez druga na krovu.
8 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
Svaki dan ruže me neprijatelji moji, i koji su se pomamili na mene, mnom se uklinju.
9 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
Jedem pepeo kao hljeb, i piæe svoje rastvaram suzama
10 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
Od gnjeva tvojega i srdnje tvoje; jer podigavši me bacio si me.
11 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
Dani su moji kao sjen, koji prolazi, i ja kao trava osuših se.
12 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
A ti, Gospode, ostaješ dovijeka, i spomen tvoj od koljena do koljena.
13 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
Ti æeš ustati, smilovaæeš se na Sion, jer je vrijeme smilovati se na nj, jer je došlo vrijeme;
14 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
Jer slugama tvojim omilje i kamenje njegovo, i prah njegov žale.
15 Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
Tada æe se neznabošci bojati imena Gospodnjega, i svi carevi zemaljski slave njegove;
16 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
Jer æe Gospod sazidati Sion, i javiti se u slavi svojoj;
17 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
Pogledaæe na molitvu onijeh koji nemaju pomoæi, i neæe se oglušiti molbe njihove.
18 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
Napisaæe se ovo potonjemu rodu, i narod nanovo stvoren hvaliæe Gospoda,
19 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
Što je prinikao sa svete visine svoje, Gospod pogledao s neba na zemlju,
20 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
Da èuje uzdisanje sužnjevo, i odriješi sinove smrtne;
21 at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
Da bi kazivali na Sionu ime Gospodnje i hvalu njegovu u Jerusalimu,
22 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
Kad se skupe narodi i carstva da služe Gospodu.
23 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
Strošio je na putu krjepost moju, skratio dane moje.
24 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
Rekoh: Bože moj! nemoj me uzeti u polovini dana mojih. Tvoje su godine od koljena do koljena.
25 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
Davno si postavio zemlju, i nebesa su djelo ruku tvojih.
26 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
To æe proæi, a ti æeš ostati; sve æe to kao haljina ovetšati, kao haljinu promijeniæeš ih i promijeniæe se.
27 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
Ali ti si taj isti i godine tvoje neæe isteæi.
28 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
Sinovi æe sluga tvojih živjeti, i sjeme æe se njihovo utvrditi pred licem tvojim.
