< Salme 102 >

1 (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
Orazione dell'afflitto, essendo angosciato, e spandendo il suo lamento davanti a Dio SIGNORE, ascolta la mia orazione, E venga il mio grido infino a te.
2 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
Non nasconder la tua faccia da me; Nel giorno che io sono in distretta, inchina a me il tuo orecchio; Nel giorno che io grido, affrettati a rispondermi.
3 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
Perciocchè i miei giorni son venuti meno come fumo, E le mie ossa sono arse come un tizzone.
4 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
Il mio cuore è stato percosso come erba, Ed è seccato; Perciocchè io ho dimenticato di mangiare il mio pane.
5 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
Le mie ossa sono attaccate alla mia carne, Per la voce de' miei gemiti.
6 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
Io son divenuto simile al pellicano del deserto; E son come il gufo delle solitudini.
7 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
Io vegghio, e sono Come il passero solitario sopra il tetto. I miei nemici mi fanno vituperio tuttodì;
8 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
Quelli che sono infuriati contro a me fanno delle esecrazioni di me.
9 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
Perciocchè io ho mangiata la cenere come pane, Ed ho temperata la mia bevanda con lagrime.
10 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
Per la tua indegnazione, e per lo tuo cruccio; Perciocchè, avendomi levato ad alto, tu mi hai gettato [a basso].
11 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
I miei giorni [son] come l'ombra che dichina; Ed io son secco come erba.
12 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
Ma tu, Signore, dimori in eterno E la tua memoria [è] per ogni età.
13 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
Tu ti leverai, tu avrai compassione di Sion; Perciocchè [egli è] tempo di averne pietà; Perciocchè il termine è giunto.
14 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
Imperocchè i tuoi servitori hanno affezione alle pietre di essa, Ed hanno pietà della sua polvere.
15 Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
E le genti temeranno il Nome del Signore, E tutti i re della terra la tua gloria,
16 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
Quando il Signore avrà riedificata Sion, [Quando] egli sarà apparito nella sua gloria,
17 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
Ed avrà volto lo sguardo all'orazione de' desolati, E non avrà sprezzata la lor preghiera.
18 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
Ciò sarà scritto all'età a venire; E il popolo che sarà creato loderà il Signore.
19 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
Perciocchè egli avrà riguardato dall'alto luogo della sua santità; Perciocchè il Signore avrà mirato dal cielo verso la terra;
20 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
Per udire i gemiti de' prigioni; Per isciogliere quelli ch'erano condannati a morte;
21 at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
Acciocchè si narri in Sion il Nome del Signore, E la sua lode in Gerusalemme.
22 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
Quando i popoli e i regni saranno raunati insieme, Per servire al Signore.
23 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
Egli ha tra via abbattute le mie forze; Egli ha scorciati i miei giorni.
24 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
Io dirò: O Dio mio, non farmi trapassare al mezzo de' miei dì; I tuoi anni [durano] per ogni età.
25 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
Tu fondasti già la terra; E i cieli [son] l'opera delle tue mani;
26 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
Queste cose periranno, ma tu dimorerai; Ed esse invecchieranno tutte, come un vestimento; Tu le muterai come una vesta, e trapasseranno.
27 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
Ma tu [sei sempre] lo stesso, E gli anni tuoi non finiranno giammai.
28 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
I figliuoli de' tuoi servitori abiteranno, E la progenie loro sarà stabilita nel tuo cospetto.

< Salme 102 >