< Salme 102 >

1 (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
A Prayer for the Humbled One when he is about to faint, and, before Yahweh, poureth out his grief. O Yahweh, hear thou my prayer, and let, my cry for help, unto thee, enter in.
2 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
Do not hide thy face from me, In the day when I am in distress, —Bend down unto me thine ear, In the day when I call, speedily answer me.
3 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
For, consumed in smoke, are my days, And, my bones, like a burning mass, are scorched through;
4 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
Smitten like herbage, so is my heart dried up, For I have forgotten to eat my food.
5 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
At the noise of my groaning, my bone, hath cleaved, to my flesh:
6 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
I am like the pelican of the desert, I have become as an owl among ruins.
7 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
I have watched and am become, Like a bird sitting alone upon a housetop.
8 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
All the day, have mine enemies, reproached me, And, they who are mad against me, by me, have sworn.
9 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
For, ashes—like bread, have I eaten, And, my drink—with my tears, have I mingled;
10 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
Because of thine indignation and thy wrath, For thou hast lifted me up, and cast me down.
11 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
My days, are like a shadow extended, And, I, as green herbage, do wither.
12 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
But, thou, O Yahweh, age-abidingly wilt remain, And the memorial of thee, to generation after generation.
13 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
Thou, wilt arise, wilt have compassion upon Zion, Surely it is time to favour her, Surely the time appointed, hath come;
14 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
Seeing that thy servants, take pleasure, in her stones, And, her dust, they favour:
15 Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
That the nations may revere thy Name, O Yahweh, And all the kings of the earth, thy glory.
16 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
When Yahweh, hath built up, Zion, Hath appeared in his glory;
17 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
Hath turned towards the prayer of the destitute, And not despised their prayer,
18 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
This, shall be written, for a later generation, And, a people to be created, will give praise unto Yah: —
19 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
That he looked down, out of his holy height, Yahweh, from the heavens unto the earth, directed his gaze; —
20 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
To hear the groaning of the prisoner, To set free, them who were appointed to death.
21 at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
To the end the Name of Yahweh, might be celebrated in Zion, And his praise in Jerusalem:
22 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
When the peoples, gather themselves together, And the kingdoms, to serve Yahweh.
23 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
He hath prostrated, in the way, my strength, —He hath shortened my days.
24 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
I said, O my GOD, do not remove me in the midst of my days, Throughout the generation of generations, are thy years;
25 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
Of old—the earth, thou didst found, And, the work of thy hands, are the heavens;
26 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
They, shall perish, But, thou, wilt abide; And, they all, like a garment, shall fall in pieces, As a vesture, wilt thou change them and they shall vanish;
27 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
But, thou, art, the same, —And, thy years, shall have no end:
28 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
The children of thy servants, shall continue, —And, their seed, before thee, be established.

< Salme 102 >