Ordsprogene 8

1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

Cueihnah loh n'khue moenih a? Lungcuei loh a ol a huel dae ta.

2 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

Longpuei taengkah hmuensang som ah a im kah a hawn ah khaw pai ta.

3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

Vangpuei la a kun phai kah vongka hmoi ah khaw thohka kah a rhai ah khaw tamhoe ta.

4 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

Aw hlang rhoek, nangmih te kang khue tih ka olthang he khaw hlang capa ham ni.

5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

Hlangyoe rhoek loh khinglangnah yakming lamtah aka ang rhoek loh lungbuei te yakming lah.

6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

Hnatun uh, rhaengsang la ka thui dongah ka hmuilai ka ongnah he vanat la om.

7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

Ka ka loh oltak a thuep tih halangnah te ka hmuilai kah a tueilaehkoi ni.

8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

Ka ka dongkah duengnah olthui boeih he a hloo vilvak moenih.

9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

Aka yakming ham tah boeih langya tih mingnah aka dang ham tah thuem ngawn.

10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

Ka thuituennah tangka nen pawt tih, mingnah he sui a coelh lakah khaw lo lah.

11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

Cueihnah tah lungvang lakah then tih ngaihnah sarhui khaw te nen te vanat sak thai pawh.

12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

Kamah tah cueihnah, khinglangnah neh kho ka sak tih thuepnah dongkah mingnah te ka hmuh.

13 HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

BOEIPA hinyahnah dongah a thae la koevoeinah te thiinah ham ni hoemdamnah neh a thae longpuei khaw, calaak ol khaw ka hmuhuet.

14 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

Cilsuep neh lungming cueihnah tah kamah taengah, ka yakmingnah neh, kamah ham thayung thamal la om.

15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

Kai rhangneh manghai rhoek loh manghai tih boeica rhoek loh duengnah neh a taem uh.

16 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

Kai rhangneh mangpa rhoek khaw boei uh tih hlangcong boeih loh duengnah lai a tloek uh.

17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

Kai aka lung, aka lungnah te ka lungnah tih kai aka toem rhoek loh kai m'hmuh uh.

18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

Khuehtawn neh thangpomnah khaw, aka nguel boeirhaeng neh duengnah khaw kamah taengah om.

19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

Sui neh suicilh lakah ka thaih then tih ka cangvuei khaw cak lakah cae.

20 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

Duengnah caehlong ah tiktamnah a hawn khui la ka pongpa.

21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

Kai aka lungnah tah ka koe ka pang sak tih a thakvoh te ka koei pah.

22 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

Daengrhae daengkhoi lamkah a bibi, hlamat kah a longpuei a tongcuek ah BOEIPA loh kai n'lai coeng.

23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

Khosuen lamloh, a lu lamloh, diklai khothoeng lamloh kai n'hloe.

24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

Kai ka poe vaengah tuidung khaw ana om pawh, tuisih tui ana phul pawh.

25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

Tlang a buek hlan ah som a tueng hlan ah ka cuen coeng.

26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

Te vaengah diklai khaw, tollong khaw, lunglai dongkah laipi lamhma khaw ana saii moenih.

27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

Vaan a soepsoei ham vaengkah, tuidung hman kah a kueluek te a tarhit ham vaengkah khaw kamah ni.

28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

A sang hmuen kah khomong thah sak ham khaw, tuidung tuiphuet tanglue sak ham vaengah khaw,

29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

Tuitunli te a rhi suem pah ham vaengah khaw ka om coeng. Te dongah tui loh BOEIPA ol te poe pawh. Diklai kah a yung te a tarhit ham vaengah ka om coeng.

30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

Amah taengah bibi thai la ka om tih hnin bal hnin bal hlahmaenah neh ka om. A tue boeih dongah amah mikhmuh ah ka luem.

31 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

A khohmuen kah lunglai dongah aka luem loh hlang ca te khaw ka hlahmaenah coeng.

32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Te dongah ca rhoek loh kamah taengah hnatun uh lamtah kamah kah yoethen longpuei ngaithuen uh.

33 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

Thuituennah he hnatun lamtah cueih lamtah hlahpham boeh.

34 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Kamah taengah aka hnatun Ka thohkhaih taengah a hnin a hnin ah aka hak, ka thohka kah rhungsut aka ngaithuen hlang tah a yoethen pai.

35 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

Kai aka hmu long tah hingnah te a hmuh rhoe a hmuh tih, BOEIPA taengkah kolonah a dang.

36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

Tedae kai aka hmaang long tah a hinglu a huet, kai aka thiinah boeih loh dueknah te a lungnah.