Ordsprogene 29

1 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

Naar der bliver mange retfærdige, skal Folket glædes; men naar en ugudelig hersker, skal Folket sukke.

3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

En Mand, som elsker Visdom, glæder sin Fader; men hvo, som omgaas med Skøger, vil øde sit Gods.

4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

En Konge befæster Landet ved Ret; men en Mand, som tager Gaver, nedbryder det.

5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Fødder.

6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

Den onde Mands Overtrædelse er ham en Snare; men den retfærdige kan fryde og glæde sig.

7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

En retfærdig kender de ringes Sag; den ugudelige forstaar sig ikke paa Kundskab.

8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

Mænd, som ere Spottere, ophidse en Stad; men de vise stille Vreden.

9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

Naar en viis Mand gaar i Rette med en taabelig Mand, bliver denne vred og ler, og der bliver ingen Ro.

10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

Blodgerrige Mænd hade den retsindige; men de oprigtige drage Omhu for hans Liv.

11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

En Daare udlader al sin Hidsighed, men en viis skal omsider stille den.

12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

Naar en Hersker agter paa Løgnens Ord, blive alle hans Tjenere ugudelige.

13 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.

En fattig og en Undertrykker mødes; Herren giver begges Øjne Lys.

14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

En Konge, som dømmer de ringe efter Sandhed, hans Trone skal stadfæstes evindelig.

15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Ris og Revselse give Visdom; men en Dreng, som overlades til sig selv, beskæmmer sin Moder.

16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

Naar der bliver mange ugudelige, bliver der megen Overtrædelse; men de retfærdige skulle se paa deres Fald.

17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Ro og bringe din Sjæl Glæder.

18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

Naar der ikke er profetiske Syner, bliver et Folk tøjlesløst; men den, som bevarer Loven, han er lyksalig.

19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

Med Ord tugtes ikke en Træl; thi han mærker det nok og svarer ikke.

20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

Ser du, at en Mand er hastig i sine Ord, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.

21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Forkæler en sin Træl fra hans Ungdom af, da vil han til sidst være en Søn.

22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

En vredagtig Mand opvækker Trætte, og en hidsig Mand begaar megen Overtrædelse.

23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære.

24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

Hvo som deler med en Tyv, hader sin Sjæl; han hører Besværgelsen og giver det ikke til Kende.

25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

At forfærdes for et Menneske fører i Snare; men den, som forlader sig paa Herren, bliver beskærmet.

26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

Mange søge en Herskers Ansigt; men fra Herren er en Mands Ret.

27 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.

En uretfærdig Mand er de retfærdige en Vederstyggelighed; og den, hvis Vej er ligefrem, er den ugudelige en Vederstyggelighed.