Ordsprogene 26

1 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Kao snijeg u ljeto i dažd o žetvi, tako ne dolikuje bezumnome èast.

2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Kao vrabac kad prhne i lasta kad odleti, tako kletva nezaslužena neæe doæi.

3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

Biè konju, uzda magarcu, a batina bezumnicima na leða.

4 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Ne odgovaraj bezumniku po bezumlju njegovu, da ne budeš i ti kao on.

5 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Odgovori bezumniku prema bezumlju njegovu, da ne misli da je mudar.

6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

Ko šalje bezumnika da mu što svrši, on otsijeca sebi noge i pije nepravdu.

7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

Kako hromi hramlje nogama svojim, taka je besjeda u ustima bezumnijeh.

8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

Kao da baca dragi kamen u gomilu kamenja, tako radi ko èini èast bezumnome.

9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

Kao trn kad doðe u ruku pijanome, taka je besjeda u ustima bezumnijeh.

10 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

Mnogo muke zadaje svjema ko plaæa bezumniku i ko plaæa prestupnicima.

11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Kao što se pas povraæa na svoju bljuvotinu, tako bezumnik ponavlja svoje bezumlje.

12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

Jesi li vidio èovjeka koji misli da je mudar? više ima nadanja od bezumnoga nego od njega.

13 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

Ljenivac govori: ljuti je lav na putu, lav je na ulicama.

14 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Kao što se vrata obræu na èepovima svojim, tako ljenivac na postelji svojoj.

15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

Ljenivac krije ruku svoju u njedra, teško mu je prinijeti je k ustima.

16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

Ljenivac misli da je mudriji od sedmorice koji odgovaraju razumno.

17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

Psa za uši hvata ko se prolazeæi žesti za tuðu raspru.

18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

Kakav je bezumnik koji baca iskre i strijele smrtne,

19 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

Taki je svaki koji prevari bližnjega svojega pa onda veli: šalio sam se.

20 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

Kad nestane drva, ugasi se oganj; tako kad nema opadaèa, prestaje raspra.

21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

Ugalj je za žeravicu, drva za oganj, a èovjek svadljivac da raspaljuje svaðu.

22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

Rijeèi su opadaèeve kao rijeèi izbijenijeh, ali slaze unutra u trbuh.

23 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

Kao srebrna pjena kojom se obloži crijep, take su usne neprijateljske i zlo srce.

24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

Nenavidnik se pretvara ustima svojim, a u srcu slaže prijevaru.

25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

Kad govori umiljatijem glasom, ne vjeruj mu, jer mu je u srcu sedam gadova.

26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

Mržnja se pokriva lukavstvom, ali se zloæa njezina otkriva na zboru.

27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

Ko jamu kopa, u nju æe pasti; i ko kamen valja, na njega æe se prevaliti.

28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

Jezik lažan mrzi na one koje satire, i usta koja laskaju grade pogibao.