Ordsprogene 23
1 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,
Når du sit til bords hjå ein hovding, so agta vel på kven du hev fyre deg,
2 og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.
og set ein kniv på strupen din, um mathugen din er stor.
3 Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.
Fys ikkje etter hans lostemat, for det er dårande føda.
4 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!
Mød deg ei med å verta rik, lat fara den klokskapen din!
5 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.
Lat ei augo fljuga til det som kverv, for det gjer seg vengjer, det er visst, som ein ørn som flyg til himmels.
6 Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;
Et ikkje brød hjå den som misunner deg, og fys ikkje etter hans lostemat!
7 thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.
For som han reknar ut i sjæli si, soleis er han. «Et og drikk!» han segjer til deg, men hjarta hans er ikkje med deg.
8 Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.
For biten din som du hev ete, lyt du spy upp att, og du hev spilt dine fagre ord.
9 Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.
For øyro på dåren skal du ikkje tala, for han vanvyrder visdommen i dine ord.
10 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;
Flyt ikkje gamall merkestein, og kom ei inn på åkrane åt faderlause.
11 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.
For deira målsmann er sterk, han skal føra saki deira imot deg.
12 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.
Vend hjarta ditt til age og øyro dine til kunnskaps ord!
13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;
Lat ikkje guten vera utan age! Slær du han med riset, skal han ikkje døy.
Du slær han med riset, og sjæli hans bergar du frå helheim. (Sheol h7585)
15 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,
Son min, vert hjarta ditt vist, so gled seg og mitt hjarta,
16 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!
og nyro mine fegnast når lipporn’ dine talar det som rett er.
17 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;
Lat ikkje hjarta ditt misunna syndarar, men stræva stødt etter gudlegdom.
18 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.
For då er du viss på ei framtid, og di von skal ei verta til inkjes.
19 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.
Høyr du, son min, og vert vis, og lat hjarta ditt ganga beint fram på vegen.
20 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;
Ver ikkje med millom vindrikkarar, millom deim som foret seg på kjøt.
21 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.
For drikkar og storetar fatig vert, og svevn gjev fillor for klæde.
22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!
Høyr på far din som avla deg, og vanvyrd ei mor di når ho vert gamall!
23 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.
Kjøp sanning og sel henne ikkje, visdom og age og vit.
24 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;
Storleg fegnast far til den rettferdige, og den som fær ein vis son, skal få gleda av han.
25 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!
Lat far din og mor di gleda seg, og ho som fødde deg, fegnast.
26 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!
Son min, gjev meg hjarta ditt, og lat dine augo lika vegarne mine.
27 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;
For skjøkja er som djupe gravi og den framande kona som tronge brunnen,
28 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.
ja, ho ligg på lur som ein ransmann, og ho aukar talet på utrue folk.
29 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?
Kven hev sorg? Kven hev sut? Kven hev dragsmål? Kven hev klagemål? Kven hev sjølvvalde sår? Kven hev dimsynte augo?
30 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.
Dei som drygjer lenge hjå vinen, dei som kjem og smakar på mjøden.
31 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,
Sjå ikkje på vinen kor han raudnar, kor vænt han smiler i staupet! lett renn han ned.
32 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;
Men sidan han sting som ein slange og høgg som ein orm.
33 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;
Då skal augo dine sjå rare syner, og hjarta ditt talar tull og tøv.
34 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.
Du vert som låg du i havsens djup, eller låg i toppen av mastri.
35 "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"
«Dei slo meg, men det gjorde’kje vondt, dei banka meg, men eg kjende det ikkje. Når skal eg vakna? Eg vil få tak i endå meir.»
