4 Mosebog 14
1 Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og Folket græd Natten igennem.
Na mwet uh tung fong nufon sac ke sripen nikanla ac fosrnga lalos.
2 Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen!
Elos torkaskas lainul Moses ac Aaron, ac fahk, “Lukun wona kut funu misa na Egypt, ku finne inge yen mwesis uh!
3 Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
Efu ku LEUM GOD Elan uskutla nu in acn sac tuh kut in misa ke mweun, ac mutan kiasr ac tulik natusr uh ac muta in sruoh. Mea, ac tia wo kut in folokla nu Egypt?”
4 Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!"
Ouinge elos fahk nu sin sie sin sie, “Wona kut in sulela sie mwet kol nu sesr sifacna, ac folokla nu Egypt!”
5 Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling.
Na Moses ac Aaron faksufi ye mutun mwet nukewa.
6 Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
Ac Joshua wen natul Nun, ac Caleb wen natul Jephunneh, luo sin mwet kalngeyuk uh, eltal seya nuknuk laltal ke sripen asor laltal
7 og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
ac fahk nu sin mwet uh, “Facl se su kut kalngeyuk we ah, acn na wowo se.
8 Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
LEUM GOD fin insewowo sesr, El ac uskutla nu we ac ase nu sesr facl na mut ac kasrup fohk we sac.
9 Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
Nik kowos lain LEUM GOD, ac nimet sangeng sin mwet we uh. Ac arulana fisrasr kut in kutangulosla. LEUM GOD El wi kut, ac El kutangla tari god su karinganulos. Ke sripa inge nik kowos sangeng.”
10 Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved Åbenbaringsteltet.
Na u sac nufon nunku elos in tanglaltal nwe ke na eltal misa. Tusruktu in kitin pacl ah na mwet uh liye kalem wolana ma akkalemye sikme lun LEUM GOD oan fin Lohm Nuknuk Mutal.
11 Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det?
LEUM GOD El fahk nu sel Moses, “Mwet inge ac pilesreyu nwe ngac? Putaka elos ac srangesr lulalfongiyu, nga ne orala mwenmen puspis inmasrlolos?
12 Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!"
Nga fah supwama sie mas upa in onelosla, tusruktu nga fah oru kom in papa tumun sie mutunfacl yohk ac ku lukelos!”
13 Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
Na Moses el fahk nu sin LEUM GOD, “Kom tuh use mwet inge liki acn Egypt ke ku lom. Pacl se mwet Egypt elos ac lohng ke ma kom oru nu sin mwet lom,
14 og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE, er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
elos ac srumun nu sin mwet su muta in facl se inge. Mwet inge lohng tari lah kom, LEUM GOD, kom wi kut, ac kom sikyak ac liyeyuk kalem ke pacl se pukunyeng lom tuhwi facsr. Elos lohng pac lah kom fahsr meet liki kut in sie sru in pukunyeng ke len, ac ke sie sru in e ke fong.
15 Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige:
Inge kom fin onela mwet lom nukewa, na mutanfahl su lohng pweng keim, elos fah fahk lah
16 Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
kom onela mwet lom in acn mwesis ke sripen kom tia ku in usalosla nu in facl se su kom wuleang mu kom ac sang nu selos.
17 Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således som du forjættede, da du sagde:
Ouinge, LEUM GOD, nga pre ac siyuk tuh kom in akkalemye ku lom nu sesr, ac oru ma kom wulela kac ke kom fahk mu,
18 HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
‘Nga LEUM GOD, nga tia sa in mulat, ac nga fahkak lungkulang, oaru, ac nunak munas ke ma koluk ac ma sutuu lun mwet uh. Tusruk nga fah tia mulkunla in kai papa ac nina su oru ma koluk, oayapa tulik natulos ac nutin natulos nu ke fwil aktolu ac akakosr.’
19 Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!"
Inge, LEUM GOD, fal nu ke lungse lulap lom su tiana ekyek, nga kwafe sum, sisla koluk lun mwet inge, oana ke kom nuna nunak munas nu selos oe ke pacl se elos illa liki acn Egypt me!”
20 Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
LEUM GOD El topuk, “Nga fah nunak munas nu selos, oana ke kom siyuk.
21 Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af HERRENs Herlighed:
Tusruktu, in oana ke nga moul, ac ku luk ac wolana luk oasr yen nukewa faclu nufon,
22 Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
nga wulela mu wangin sie sin mwet inge ac fah moul in wi utyak nu in facl sac. Elos liye tari kalem wolana luk ac mwenmen ma nga tuh oru in facl Egypt ac yen mwesis. Ne ouinge, elos nuna srikeyu na, ac pusla pacl elos tia akosyu.
23 ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se;
Elos ac fah tiana utyak nu in facl se su nga wulela nu sin mwet matu lalos. Wangin sie selos su pilesreyu fah liye acn we.
24 kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
Tusruktu ke sripen nunak lal Caleb, mwet kulansap luk, sie liki na mwet ngia, ac el srakna oru ma lungse luk ke inse pwaye, nga fah usalla nu in facl sac su el tuh wi kalngeyuk we, ac fwilin tulik natul fah eis lalos acn we.
25 Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"
In pacl inge mwet Amalek ac mwet Canaan elos muta infahlfal lun acn we, ouinge kowos in forla ac som nu yen mwesis ke inkanek nu Meoa Srusra.”
26 Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
LEUM GOD El fahk nu sel Moses ac Aaron,
27 "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
“Mwet koluk inge ac torkaskas lainyu nwe ngac? Fal tari lohngyen torkaskas inge sik.
28 Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
Sang top luk inge nu selos: “Nga fulahk lah in oana ke nga moul, nga fah oru nu suwos oana ke kowos siyuk. Nga LEUM GOD pa kaskas.
29 I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig.
Kowos fah misa, ac mano misa lowos ac fah afunla yen mwesis uh. Mweyen kowos torkaskas na lainyu, tia sie suwos su yac longoul matwayak fah wi utyak nu in facl sac.
30 Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
Nga tuh wulela mu nga ac oru tuh kowos in muta we, tuh pa tia sie suwos ac sun, sayal Caleb ac Joshua.
31 Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget,
Kowos tuh fahk mu tulik nutuwos ac mau mwet sruoh, tusruktu nga ac usalosme nu in facl se su kowos sifacna liskowosla liki, ac facl sac fah ma selos.
32 men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
A funu kowos, kowos fah misa yen mwesis se inge.
33 og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde i Ørkenen.
Tulik nutuwos ac fah forfor yen mwesis yac angngaul, ac keok ke sripen ma koluk lowos, nwe ke mwet safla se ke fwil se inge misa.
34 Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
Mwatan ma koluk lowos uh ac oru kowos in keok ke yac angngaul — yac se nu ke kais sie len kowos tuh oru kalngeyuk lowos in acn sac. Kowos ac fah arulana pulakunak luman lain luk nu suwos.
35 Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"
Nga fulahk lah nga ac oru ouinge nu sin mwet koluk nukewa su tukeni nu sie lainyu. Kais sie suwos fah misa yen mwesis se inge. Nga LEUM GOD pa kaskas!”
36 Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
Mwet su Moses el tuh supwala in oru kalngeyuk lalos ke facl sac, ke elos foloko elos tuh fahkak kas tia pwaye ke acn sac, pa pwanang mwet Israel nukewa torkaskas lain LEUM GOD.
37 de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for HERRENs Åsyn:
Ke sripa se inge, LEUM GOD El sang sie mas upa ac onela mwet kalngeyuk inge.
38 kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.
Joshua ac Caleb mukena moul inmasrlon mwet kalngeyuk singoul luo ah.
39 Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg;
Ke Moses el fahkang nu sin mwet Israel ma LEUM GOD El fahk nu sel uh, elos tung ac arulana asor.
40 og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
Toangna in lotu tok ah elos mukuiyak in utyak ac eisla acn nu fineol uh. Elos fahk, “Inge kut akola in utyak nu fin acn se su LEUM GOD El kaskas nu sesr kac. Pwaye lah kut tuh oru ma koluk.”
41 Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil ikke gå godt!
Tusruktu Moses el fahk, “Na efu kowos ku srakna fahsr sayen ma sap lun LEUM GOD? Ma kowos oru inge ac tia ku in wo ouiya!
42 Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!
Nik kowos som. LEUM GOD El tia wi kowos, ac mwet lokoalok lowos ac fah kutangkowosla.
43 Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er ikke med eder!"
Ke kowos ac tuyang in lain mwet Amalek ac mwet Canaan uh, kowos ac misa ke mweun. LEUM GOD El ac tia wi kowos, ke sripen kowos tia lungse fahsr tokol.”
44 Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
Ne ouinge elos kwafeang na in utyak nu fineol uh, finne Tuptup in Wuleang lun LEUM GOD ac Moses srakna muta in nien aktuktuk uh.
45 Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.
Na mwet Amalek ac mwet Canaan su muta fineol uh elos sroang mweunelos ac kutangulosla, ac ukwalos na nwe ke sun acn Hormah.
