Matthæus 23
1 Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:
JESUS itŭm'sĭtsĭpsiuax akai'tappix ki otŭsksĭnĭmats'ax,
2 På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne.
Ki an'iu, Ai'sĭnakix ki Pharisees, Moses otsiso'pŏtsĭsaie itau'piau:
3 Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke.
Ŭnnikaie kitomian'ĭstaniipuai sat'sĭk ki nĭstutsĭk'. Ki manĭstsĭs'tutsipiau, pinan ĭs'tutsik: tŭk'ka itan'iau, ki matsĭstutŭkkiu'axau.
4 Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på Menneskenes Skuldre; men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger.
Issoksĭs'tsĭsts itau'monĭmiauĕsts soku'ĕsts mŏkopa'tosau ki matap'pix otsĭstsoauĕsts itotom'iauĕsts; ki osto'auai matakotsĭstŭpakiotsĭm'axauĕsts tuks'kŭmi okĭt'suauax.
5 Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder store.
Otokŏnap'otŭksuauĕsts itsĭstuts'ĭmiauĕsts mŏksĭnnu'yĭsau matap'pix: itopŭx'ĭstutsĭmiauĕsts phylacteries, ki itomŭx'ĭstutsĭmĕsts otsaieno'tŭksuauĕsts,
6 Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de fornemste Pladser i Synagogerne
Ki ŭkome'tsĭmiauĕsts oye'tanĭsts ĭstotom'iapioyĭsts, ki natoi'apioyĭsts ĭstotom'isopŏtsĭsts.
7 og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene.
Ki otsitau'pĭsau itau'pumaupi aiksemattsĭni'otseisĭnni, ki mŏks'ĭnikŏttosau, Rabbi, Rabbi.
8 Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre.
Pinĭs'tsĭnikŭkĭk Rabbi: tuks'kŭmă kitsĭn'aimoauă, Christ: ki ksĕsto'au kĭtokŏnaix'okoauax.
9 Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene.
Ki Pini'nikŏttok matap'pi, annom' ksŏk'kum, kĭn'a; tuks'kŭmă kĭn'oaua annŏk' spots'im itau'piuŏk.
10 Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus.
Ki pinitsĭn'ikŭkĭk Nin'ax: tuks'kŭma kitsĭn'aimoaua, Christ.
11 Men den største iblandt eder skal være eders Tjener.
Annŏk' omŭx'ĭmŏk ksĕsto'au, kitak'apotomokoau.
12 Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.
Annŏk' ak'omuxĭstutosiuŏk, aks'inŭxĭstutoau; ki annŏk' aksinŭx'ĭstutosiuŏk, ak'omŭxĭstutoau.
13 Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke.
Kitaks'ksĭnipuau maka'pi ksĕsto'au ai'sĭnakix ki Pharisees, kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai! Kitsitaiok'iauaiau matap'pix Spots'im ĭstsĭn'naiisĭnni: ksĕsto'au kimatsitaipipuau'ats, ki aiaksipimix kimats'epokkitsetomauaxau mŏk'itsipĭsau.
14 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede på Skrømt længe; derfor skulle I få des hårdere Dom.
Kitaks'ksĭnipuau maka'pi ksĕsto'au ai'sĭnakix ki Pharisees, kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai! Nam'akex oko'auĕsts kitau'attopuaiau, ki kitaisŭmiksĭstapatsĭmoiikapuau: mĭs'tŭpkapii kitakoku'yisuai.
15 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og når han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt så slemt, som I selv ere. (Geenna g1067)
Kitaks'ksĭnipuau maka'pi ksĕsto'au ai'sĭnakix ki Pharisees, kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai kitotka'atau ksŏk'kum ki omŭk'sikĭmi kŏk'itokonoŏsi tuks'kŭmă matap'iuă mŏkĭtanĭs'tsitsitasi kanĭstsitsi'tawpi kitaumaitu'yĭssi, kanĭstŭm'ipuai ksĕsto'au Hell oku'yix kitak'anĭstsĭstokiaiĭstutoauau. (Geenna g1067)
16 Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet.
Kitaks'ksĭnipuau maka'pi ksĕsto'au kitsaps'tsiotŭpĭnŭkipuau, kitan'ipuau annŏk' akitup'ŭtauŭniuŏk omŭk'atoiapioyĭs matsikiu'ats, ki annŏk' akitŭp'ŭtauŭniuŏk omŭk'atoiapioyĭs ĭsto'tokuiĭxkĭm, aks'ĭstutsĭmaie!
17 I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet?
Kitŭt'tsapspuau, kitsaps'tsiipuau: Tsĭma' omŭk'o. Otoku'iĭxkĭm, ki omŭk'atoiapioyĭs annik' itatsĭm'mĭmmiik otoku'iĭxkĭm.
18 Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpå, han er forpligtet.
Ki annŏk' akitŭp'ŭtauŭniuŏk altar, matsikiu'ats; ki annŏk' akitŭp'ŭtauŭniuŏk kotŭk'sĭnni altar itokhĭts'tsipi, ai'aksĭstutsĭmaie.
19 I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven?
Kitŭt'tsapspuau, kitsaps'tsipuau Tsĭma' omŭk'o, kotŭk'sĭnni, ki altar annŏk' itatsĭm'etsĭmŏk kotŭk'sĭnni?
20 Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpå.
Annŏk' aiakitŭp'ŭtauŭniuŏk altar, itup'ŭtauŭniu altar ki mian'ĭsttokhĭtstsii.
21 Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri.
Ki annŏk' aiakitŭp'ŭtauŭniuŏk omŭk'atoiapioyĭs, itŭp'ŭtauŭniu omŭk'atoiapioyĭs ki annŏk' iko'attomŏk.
22 Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder på den.
Ki annŏk' aiakitŭp'ŭtauŭniuŏk spots' im, itŭp'ŭtauŭniu Ap'ĭstotokiuă otspiso'pŏtsis ki annŏk' itokhittaupiuŏk.
23 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
Kitaks'ksĭnipuau makapi ksĕsto'au ai'sĭnakix ki Pharisees, kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai! Kitai'ponitasuai mint ki anise ki cummin, ki ĭssoku'ĭsts kimatsatsipuauĕstsau, okŏk'itsimanĭsts, kĭm'apiisĭnni ki aumai'tŭksĭnni: am'osts ŏkh'si kŏk'satsŏsuaiau; ki mat'ŏkhsiuats kŏk staiĭstutsĭssuai stsĭk'ists.
24 I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen!
Kits' apstsiotŭpĭnŭkipuau, kitai'soautsauau inŭx'soĭsksĭssi, ki kitaits'ĭssttimauau camel:
25 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet; men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed.
Kitaks'ksĭnipuau maka'pi ksĕsto'au ai'sinakix ki Pharisees, kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai! Kŏs'ă ki saiĕtso'kosi sauauts'i kitŭs'siipuaiau, ki pĭstots'ĭm itui'tsiau minĭk'otŭksĭnni ki auŭt'tseisĭnni.
26 Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at også det udvendige af dem kan blive rent.
Kitsaps'tsii Pharisee, matom'siitau pistots'im kos'ă ki saiĕtso'kosa mŏk'ŭtsitsiksixĭssi sauauts'i,
27 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt, men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed.
Kitsaks'ksĭnipuau maka'pi ksĕsto'au ai'sĭnakix ki Pharisee kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai! Ksĭkoken'imanĭsts kine'tŭmanĭstspuau ai'ŏkhsĭnipiau sauauts'ĭstsi, ki pĭstots' im itui'tsiau enix' okin'oauĕsts ki makap'ĭsts.
28 Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed.
Netoi'nitsiii ksĕsto'au kĭto'kŏmotsitappiĭnipuau matap'pi, ki pĭstots'im kitotuitskitsipuai ksĭs'tapokŏmotsitappiisĭnni ki sauum'itsitappiisĭnni.
29 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige:
Kitaks'ksĭnipuau maka'pi ksĕsto'au ai'sinakix ki Pharisees, kitsiksĭs'tapokŏmotsitappiansuai! Kitap'ĭstutsipuaiau prophetix otoken'imanoauĕsts, ki kita'nŭtsĭstutsipuaiau mokŏm'otsitappix otoken'imanoauĕsts,
30 Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod.
Ki kitanipuau nitsa'kiaitappiipĭnanopi nĭn'anĭx otsa'kiaitappiisau nĭs'tasauopoksĭstokemaumŭnanopiau prophetix otsa'apŭnoauĕsts.
31 Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslået Profeterne.
Ŭn'nikaie kit'auŭtanipuau, ksĕsto'auŭkauk anniks'isk matap'pixk initsixk' prophetsix o'kosoauax.
32 Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt!
Tu'itok kĭn'oauax otsauum'itsitappiisuauĕsts.
Pitseksĭnax, opĭx'exĭnasĭnna, Tsa'a kitakanĭstupĭs'tapixsattopats Hell ĭstokŏk'itsimani? (Geenna g1067)
34 Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad,
Ŭn'nikaie, sat'sĭk kĭtakittŭp'skoaiau ksĕsto'au prophetix, ki mokŏk'ietappix ki ai'sĭnakix: ki stsĭk'ĭx kitax'enitauaiau ki kitiikau'aistauaiau; ki stsĭk'ĭx kitakitsipstŭstsipĭs'auaiau kitatoi'apioyimoauests, ki kĭtak'auksĭstutuauaiau amian'ĭstakap'ioyĭsts otai'akitsipĭsau:
35 for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns, Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret.
Mŏkĭttokh'ittaitsĭssi ksĕsto'au kŏnau'kŏmotsitappiaapŭni ksŏk'kum itsai'kimskaii. Abel mokŏm'otsitappiuă otsa'apŭn itŭpots'tsiuaie Zacharias, Barachias okku'i otsa'apŭniaie annŏk', kitsitsenitauauŏk itŭt'sikatsi omŭk'atoiapioyĭs ki altar.
36 Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt.
Kitau'mŭnĭstopuau kŏnai'sĭstskă aunok' o'tappiisĭnna akĭtotu'iĕsts.
37 Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.
Jerusalem, Jerusalem ksĕsto'auă kitai'nitauaie prophetĭx, ki anniks'isk itŭp'skuaxk ksĕsto'auă ok'otokĭx kumutauauaiak'iauaiau, nŏkstanĭstsikapumoi'piauopi ko'kosoauax nipuau'ă manĭstau'moipiopi o'kosĭx ki kimat'ŏkhsitsipuau'ats!
38 Se, eders Hus lades eder øde!
Sat'sĭk, Koko'auai nam'itaitsiu kĭt'skĭtomoko.
39 Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!"
Kitan'ĭstopuau, ĭssoots'i kimatakainokipuaua sauanenoainiki Atsĭm'siu annŏk' paiuksipu'ŏk Ap'istotokiuă otsĭn'ikŏsĭm.
