Lukas 15
1 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.
And pupplicans and synful men weren neiyynge to him, to here hym.
2 Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem."
And the Farisees and scribis grutchiden, seiynge, For this resseyueth synful men, and etith with hem.
3 Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
And he spak to hem this parable,
4 "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
and seide, What man of you that hath an hundrith scheep, and if he hath lost oon of hem, whethir he leeueth not nynti and nyne in desert, and goith to it that perischide, til he fynde it?
5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde.
And whanne he hath foundun it, he ioieth, and leyith it on hise schuldris; and he cometh hoom,
6 Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet.
and clepith togidir hise freendis and neiyboris, and seith to hem, Be ye glad with me, for Y haue founde my scheep, that hadde perischid.
7 Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
And Y seie to you, so ioye schal be in heuene on o synful man doynge penaunce, more than on nynti and nyne iuste, that han no nede to penaunce.
8 Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
Or what womman hauynge ten besauntis, and if sche hath lost oo besaunt, whether sche teendith not a lanterne, and turneth vpsodoun the hows, and sekith diligentli, til that sche fynde it?
9 Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt.
And whanne sche hath foundun, sche clepith togidir freendis and neiyboris, and seith, Be ye glad with me, for Y haue founde the besaunt, that Y hadde lost.
10 Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig."
So Y seie to you, ioye schal be bifor aungels of God on o synful man doynge penaunce.
11 Men han sagde: "En Mand havde to Sønner.
And he seide, A man hadde twei sones;
12 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem.
and the yonger of hem seide to the fadir, Fadir, yyue me the porcioun of catel, that fallith to me. And he departide to hem the catel.
13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned.
And not aftir many daies, whanne alle thingis weren gederid togider, the yonger sone wente forth in pilgrymage in to a fer cuntre; and there he wastide hise goodis in lyuynge lecherously.
14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
And aftir that he hadde endid alle thingis, a strong hungre was maad in that cuntre, and he bigan to haue nede.
15 Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.
And he wente, and drouy hym to oon of the citeseyns of that cuntre. And he sente hym in to his toun, to fede swyn.
16 Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget.
And he coueitide to fille his wombe of the coddis that the hoggis eeten, and no man yaf hym.
17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger.
And he turnede ayen to hym silf, and seide, Hou many hirid men in my fadir hous han plente of looues; and Y perische here thorouy hungir.
18 Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
Y schal rise vp, and go to my fadir, and Y schal seie to hym, Fadir, Y haue synned in to heuene, and bifor thee;
19 jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere!
and now Y am not worthi to be clepid thi sone, make me as oon of thin hirid men.
20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
And he roos vp, and cam to his fadir. And whanne he was yit afer, his fadir saiy hym, and was stirrid bi mercy. And he ran, and fel on his necke, and kisside hym.
21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
And the sone seide to hym, Fadir, Y haue synned in to heuene, and bifor thee; and now Y am not worthi to be clepid thi sone.
22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne;
And the fadir seide to hise seruauntis, Swithe brynge ye forth the firste stoole, and clothe ye hym, and yyue ye a ryng in his hoond,
23 og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige!
and schoon on hise feet; and brynge ye a fat calf, and sle ye, and ete we, and make we feeste.
24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
For this my sone was deed, and hath lyued ayen; he perischid, and is foundun. And alle men bigunnen to ete.
25 Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans.
But his eldere sone was in the feeld; and whanne he cam, and neiyede to the hous, he herde a symfonye and a croude.
26 Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
And he clepide oon of the seruauntis, and axide, what these thingis weren.
27 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen.
And he seide to hym, Thi brother is comun, and thi fadir slewe a fat calf, for he resseyuede hym saaf.
28 Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham.
And he was wrooth, and wolde not come in. Therfor his fadir wente out, and bigan to preye hym.
29 Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner.
And he answerde to his fadir, and seide, Lo! so many yeeris Y serue thee, and Y neuer brak thi comaundement; and thou neuer yaf to me a kidde, that Y with my freendis schulde haue ete.
30 Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham.
But aftir that this thi sone, that hath deuourid his substaunce with horis, cam, thou hast slayn to hym a fat calf.
31 Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
And he seide to hym, Sone, thou art euer more with me, and alle my thingis ben thine.
32 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."
But it bihofte for to make feeste, and to haue ioye; for this thi brother was deed, and lyuede ayen; he perischide, and is foundun.
