Klagesangene 4

1 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!

Kawbangmaw sui amphahaih to duek ving moe, kaciim suitui loe amkhraih ving! Hmuenciim ih thlungnawk loe lamkrung kruekah anghaeh o phang boeh.

2 Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk

Kaciim suitui hoi patah o ih, atho kana Zion capanawk loe kawbangmaw laom sahkung mah sak ih amlai long baktiah oh o sut halat!

3 Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.

Tasuinawk mataeng doeh a caanawk tahnu panaek o moe, pacah o bae; kai kaminawk ih canu loe hmawhsaeng praezaek ih tahnongsawk tavaa baktiah hmawhsaeng o.

4 Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.

Tahnu anghaeh loiah nawktanawk ih palai loe pakha ranui ah akap caeng boeh; nawktanawk mah takaw hnik o naah, mi mah doeh paek o ai.

5 Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.

Buh aan kahoih caa kaminawk loe abuephaih tawn o ai; kamling kahni nuiah qoeng tahang kaminawk doeh, vaihi loe maiphu thungah ni angsong o boeh.

6 Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

Zaehaih pongah kai ih kaminawk thuitaekhaih loe Sodom zae thuitaekhaih pongah doeh nat kue, mi mah doeh abomh ai ah, nawnetta thungah amro boih boeh.

7 Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;

Anih ih Nazaret kaminawk loe dantui pongah ciim o kue moe, tahnutui pongah doeh anglung o kue; a taksa loe thlung kamling pongah thim kue moe, krang doeh sapphire thlung pongah hoih o kue.

8 mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.

Vaihi nihcae krang amtuenghaih loe khoving pongah amnum o kue moe, loklam ah a caeh o naah doeh angmaat thai ai boeh; nihcae ih nganhin loe ahuh hoi angbet kang moe, cunghet baktiah, zaek o kaeng boeh.

9 Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.

Sumsen hoi dueh kaminawk loe khokhahaih hoi dueh kaminawk pongah hoih o kue; khokha hoi dueh kami loe lawk ih thingthai qumpo to caa ai pongah, zaek o kaeng.

10 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

Vangpui thung ih nongpatanawk loe tahmen thoh parai; angmacae ih caanawk to thongh moe, a caak o; kai kaminawk ih canu amrohaih niah loe angmacae ih caa mataeng doeh buh ah a caak o.

11 HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.

Angraeng mah palung a phuihaih to koepsak boeh; kanung parai palungphuihaih to a kraih thuih; Zion to hmai hoiah a thlaek pongah, thlung hoi raemh ih hmuennawk to kangh boih boeh.

12 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.

Misa hoi misatuh kaminawk loe Jerusalem khongkha thungah akun o boeh, tiah long siangpahrangnawk hoi long kaminawk mah tang o ai.

13 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.

Tahmaanawk zaehaih, qaimanawk sakpazaehaih pongah, vangpui thungah katoeng kaminawk ih athii to palong o.

14 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.

Nihcae loe vaihi mikmaeng baktiah loklam ah amhet o; kami ih athii angnok o pongah, mi mah doeh nihcae ih khukbuen to sui mak ai.

15 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"

Toe nihcae mah, Kalah bangah caeh oh, ciimcai ai kaminawk, caeh oh, caeh oh, sui o hmah, tiah ang hang o thuih lat; toe nihcae loe ahmuen kangthla ah cawnh o moe, ahmuen kruekah amhet o naah loe, Sithaw panoek ai kaminawk mah nihcae khaeah, Nangcae loe haeah na om o thai mak ai, tiah a naa o.

16 HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

Angraeng palungphuihaih mah vah phaeng boeh pongah, nihcae to dawncang ai boeh; kaminawk mah qaimanawk to khingza o ai boeh; kacoehtanawk doeh azathaih paek o ai boeh.

17 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.

Bomkung to ka pakrong o e, ka hnu o ai; kaicae pahlong thai ai acaeng kaminawk to ka zing o lat.

18 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.

Ka misanawk mah kaicae ih khokkong to parui, to pongah loklam ah ka caeh o thai ai; kaicae boenghaih loe zoi boeh; kaicae ih aninawk loe akoep boeh; kaicae boenghaih to phak boeh.

19 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,

Kaicae patom kaminawk loe van ih tahmunawk pongah doeh rang o kue; nihcae mah mae nui khoek to ang patom o, praezaek ah doeh ang maah o.

20 vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

Kaicae anghahhaih takhi ah kaom Angraeng mah situi nok ih zaehoikung mah, Sithaw panoek ai kaminawk salakah kamongah na omsak tih, tiah ka poek o, toe anih to misanawk ih qumqaihaih thungah naeh o ving boeh.

21 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.

Uz prae ah kaom, Aw Edom canu, anghoe oh loe, oep oh; boengloeng loe nangcae khaeah doeh pha tih; to naah loe na paquih o ueloe, bangkrai ah na om o tih.

22 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

Aw Zion canu, na zaehaih pongah thuitaekhaih loe boeng boeh; anih mah misong ah na hoi let mak ai boeh; Aw Edom canu, anih loe na zaehaih thuitaek hanah angzo tih, to naah na zaehaih to amtuengsak tih.