< Klagesangene 3 >

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
Alef: Yo soy un hombre que ve aflicción en la vara de su enojo.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Alef: Me guió y me llevó en tinieblas, mas no en luz.
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Alef: Ciertamente contra mí volvió y revolvió su mano todo el día.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Bet: Hizo envejecer mi carne y mi piel; quebrantó mis huesos.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Bet: Edificó contra mí, y me cercó de tósigo y de trabajo.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Bet: Me asentó en oscuridades, como los muertos para siempre.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Guímel: Me cercó de seto, y no saldré; agravó mis grillos.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Guímel: Aun cuando clamé y di voces, cerró mi oración.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
Guímel: Cercó de seto mis caminos a piedra tajada, torció mis senderos.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Dálet: Oso que acecha fue para mí, como león en escondrijos.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
Dálet: Torció mis caminos, y me despedazó; me tornó asolado.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Dálet: Su arco entesó, y me puso como blanco a la saeta.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
He: Hizo entrar en mis riñones las saetas de su aljaba.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
He: Fui escarnio a todo mi pueblo, canción de ellos todos los días.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
He: Me llenó de amarguras, me embriagó de ajenjos.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
Vau: Me quebró los dientes con cascajo, me cubrió de ceniza.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Vau: Y mi alma se alejó de la paz, me olvidé del bien.
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
Vau: Y dije: Pereció mi fortaleza, y mi esperanza del SEÑOR.
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Zain: Acuérdate de mi aflicción y de mi lloro, del ajenjo y de la hiel.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
Zain: Lo tendrá aún en memoria mi alma, porque en mí está humillada.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
Zain: Esto reduciré a mi corazón, por tanto esperaré.
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Chet: Es por las misericordias del SEÑOR que no somos consumidos, porque nunca decayeron sus misericordias.
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Chet: Nuevas son cada mañana; grande es tu fe.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
Chet: Mi parte es el SEÑOR, dijo mi alma; por tanto a él esperaré.
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Tet: Bueno es el SEÑOR a los que en él esperan, al alma que le buscare.
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
Tet: Bueno es esperar callando en la salud del SEÑOR.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
Tet: Bueno es al varón, si llevare el yugo desde su juventud.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
Yod: Se sentará solo, y callará, porque lo llevó sobre sí.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
Yod: Pondrá su boca en el polvo, si por ventura habrá esperanza.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Yod: Dará la mejilla al que le hiriere; se llenará de afrenta.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Cof: Porque el Señor no desechará para siempre;
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
Cof: Antes si afligiere, también se compadecerá según la multitud de sus misericordias.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Cof: Porque no aflige ni acongoja de su corazón a los hijos de los hombres.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Lámed: Para desmenuzar debajo de sus pies todos los encarcelados de la tierra,
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
Lámed: Para hacer apartar el derecho del hombre ante la presencia del Altísimo,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
Lámed: Para trastornar al hombre en su causa, el Señor no lo sabe.
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Mem: ¿Quién será aquel que diga, que vino algo que el Señor no mandó?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Mem: ¿De la boca del Altísimo no saldrá malo ni bueno?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Mem: ¿Por qué tiene dolor el hombre viviente, el hombre en su pecado?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Nun: Escudriñemos nuestros caminos, y busquemos, y volvámonos al SEÑOR.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Nun: Levantemos nuestros corazones con las manos a Dios en los cielos.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
Nun: Nosotros nos hemos rebelado, y fuimos desleales; por tanto tú no perdonaste.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
Sámec: Desplegaste la ira, y nos perseguiste; mataste, no perdonaste.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Sámec: Te cubriste de nube, para que no pasase la oración nuestra.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Sámec: Raedura y abominación nos tornaste en medio de los pueblos.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
Pe: Todos nuestros enemigos abrieron sobre nosotros su boca.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Pe: Temor y lazo fue para nosotros, asolamiento y quebrantamiento.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Pe: Ríos de aguas echan mis ojos, por el quebrantamiento de la hija de mi pueblo.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Ayin Mis ojos destilan, y no cesan, porque no hay alivio,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
Ayin Hasta que el SEÑOR mire y vea desde los cielos.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Ayin Mis ojos contristaron mi alma, por todas las hijas de mi ciudad.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Tsade: Mis enemigos me dieron caza como a ave, sin razón.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Tsade: Ataron mi vida en mazmorra, pusieron piedra sobre mí.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
Tsade Aguas de avenida vinieron sobre mi cabeza; yo dije: muerto soy.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Cof: Invoqué tu nombre, oh SEÑOR, desde la cárcel profunda.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Cof: Oíste mi voz; no escondas tu oído a mi clamor, para mi respiro.
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Cof: Te acercaste el día que te invoqué; dijiste: No temas.
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
Resh: Abogaste, Señor, la causa de mi alma; redimiste mi vida.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
Resh: Tú has visto, oh SEÑOR, mi sinrazón; pleitea mi causa.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Resh: Tú has visto toda su venganza; todos sus pensamientos contra mí.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
Sin: Tú has oído la afrenta de ellos, oh SEÑOR, todas sus maquinaciones contra mí;
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
Sin: Los dichos de los que se levantaron contra mí, y su designio contra mí todo el día.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Sin: Su sentarse, y su levantarse mira; yo soy su canción.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Tau: Dales el pago, oh SEÑOR, según la obra de sus manos.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Tau: Dales ansia de corazón, tu maldición a ellos.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Tau: Persíguelos en tu furor, y quebrántalos de debajo de los cielos, oh SEÑOR.

< Klagesangene 3 >