Klagesangene 3

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

Ja sam èovjek koji vidjeh muku od pruta gnjeva njegova.

2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Odvede me i opravi me u tamu a ne na vidjelo.

3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

Samo se na me obraæa, obraæa ruku svoju po vas dan.

4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Uèini, te mi ostarje tijelo i koža, potr kosti moje.

5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

Zazida me, i optoèi me žuèju i mukom.

6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Posadi me u tamu kao umrle odavna.

7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Ogradi me da ne izaðem, i metnu na me teške okove.

8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

Kad vièem i vapijem, odbija molitvu moju.

9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

Zagradi putove moje tesanijem kamenom, i prevrati staze moje.

10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

Posta mi kao medvjed u zasjedi, kao lav u potaji.

11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

Pomete putove moje, i razdrije me, i uništi me.

12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Nateže luk svoj, i metnu me strijeli za biljegu.

13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

Ustrijeli me u bubrege strijelama iz tula svojega.

14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

Postah potsmijeh svemu narodu svojemu i pjesma njihova po vas dan.

15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Nasiti me gorèinom, opoji me pelenom.

16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

Polomi mi zube kamenjem, uvali me u pepeo.

17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Udaljio si dušu moju od mira, zaboravih dobro.

18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

I rekoh: propade sila moja i nadanje moje od Gospoda.

19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

Opomeni se muke moje i jada mojega, pelena i žuèi.

20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

Duša se moja opominje bez prestanka, i poništila se u meni.

21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

Ali ovo napominjem srcu svojemu, te se nadam:

22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

Milost je Gospodnja što ne izgibosmo sasvijem, jer milosrða njegova nije nestalo.

23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

Ponavlja se svako jutro; velika je vjera tvoja.

24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.

Gospod je dio moj, govori duša moja; zato æu se u njega uzdati.

25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

Dobar je Gospod onima koji ga èekaju, duši, koja ga traži.

26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

Dobro je mirno èekati spasenje Gospodnje.

27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

Dobro je èovjeku nositi jaram za mladosti svoje.

28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

Sam æe sjedjeti i muèati, jer Bog metnu breme na nj.

29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

Metnuæe usta svoja u prah, eda bi bilo nadanja.

30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

Podmetnuæe obraz svoj onome koji ga bije, biæe sit sramote.

31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

Jer Gospod ne odbacuje za svagda.

32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

Jer ako i ucvijeli, opet æe se i smilovati radi mnoštva milosti svoje.

33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

Jer ne muèi iz srca svojega ni cvijeli sinova èovjeèjih.

34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

Kad gaze nogama sve sužnje na zemlji,

35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

Kad izvræu pravicu èovjeku pred višnjim,

36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

Kad èine krivo èovjeku u parnici njegovoj, ne vidi li Gospod?

37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

Ko je rekao što i zbilo se, a Gospod da nije zapovjedio?

38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

Ne dolaze li i zla i dobra iz usta višnjega?

39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

Zašto se tuži èovjek živ, èovjek na kar za grijehe svoje?

40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

Pretražimo i razgledajmo pute svoje, i povratimo se ka Gospodu.

41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

Podignimo srce svoje i ruke k Bogu na nebesima.

42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

Zgriješismo i nepokorni bismo; ti ne praštaš.

43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

Obastro si se gnjevom, i goniš nas, ubijaš i ne žališ.

44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

Obastro si se oblakom da ne prodre molitva.

45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

Naèinio si od nas smetlište i odmet usred tijeh naroda.

46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

Razvaljuju usta svoja na nas svi neprijatelji naši.

47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

Strah i jama zadesi nas, pustošenje i zatiranje.

48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

Potoci teku iz oèiju mojih radi pogibli kæeri naroda mojega.

49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

Oèi moje liju suze bez prestanka, jer nema odmora,

50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

Dokle Gospod ne pogleda i ne vidi s neba.

51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

Oko moje muèi mi dušu radi svijeh kæeri grada mojega.

52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

Tjeraju me jednako kao pticu neprijatelji moji ni za što.

53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

Svališe u jamu život moj i nabacaše kamenje na me.

54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

Doðe mi voda svrh glave; rekoh: pogiboh!

55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

Prizivah ime tvoje, Gospode, iz jame najdublje.

56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Ti èu glas moj; ne zatiskuj uha svojega od uzdisanja mojega, od vike moje.

57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

Pristupao si kad te prizivah, i govorio si: ne boj se.

58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

Raspravljao si, Gospode, parbu duše moje, i izbavljao si život moj.

59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

Vidiš, Gospode, nepravdu koja mi se èini; raspravi parbu moju.

60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

Vidiš svu osvetu njihovu, sve što mi misle.

61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

Èuješ rug njihov, Gospode, sve što mi misle,

62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

Što govore oni koji ustaju na me i što namišljaju protiv mene po vas dan.

63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

Vidi, kad sjedaju i kad ustaju, ja sam im pjesma.

64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

Plati im, Gospode, po djelima ruku njihovijeh.

65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

Podaj im uporno srce, prokletstvo svoje.

66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

Goni ih gnjevom, i istrijebi ih ispod nebesa Gospodnjih.