< Klagesangene 3 >

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
Eu sou o homem que viu a aflição pela vara de seu furor.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Guiou-me e levou-me a trevas, e não à luz.
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Com certeza se virou contra mim, revirou sua mão o dia todo.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Fez envelhecer minha carne e minha pele, quebrou meus ossos.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Edificou contra mim, e cercou [-me] de fel e de trabalho.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Fez-me habitar em lugares escuros, como os que já morrera há muito tempo.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Cercou-me por todos lados, e não posso sair; tornou pesados os meus grilhões.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Até quando clamo e dou vozes, fechou [os ouvidos] à minha oração.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
Cercou meus caminhos com pedras lavradas, retorceu as minhas veredas.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Foi para mim como um urso que espia, como um leão escondido.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
Desviou meus caminhos, e fez-me em pedaços; deixou-me desolado.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Armou seu arco, e me pôs como alvo para a flecha.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
Fez entrar em meus rins as flechas de sua aljava.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Servi de escárnio a todo o meu povo, de canção ridícula deles o dia todo.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Fartou-me de amarguras, embebedou-me de absinto.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
Quebrou os meus dentes com cascalho, cobriu-me de cinzas.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
E afastou minha alma da paz, fez-me esquecer da boa vida.
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
Então eu disse: Pereceram minha força e minha esperança no SENHOR.
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Lembra-te da minha aflição e do meu sofrimento, do absinto e do fel.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
Minha alma se lembra e se abate em mim.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
Disto me recordarei na minha mente, por isso terei esperança:
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
É pelas bondades do SENHOR que não somos consumidos, porque suas misericórdias não têm fim.
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Elas são novas a cada manhã; grande é a tua fidelidade.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
O SENHOR é minha porção, diz a minha alma; portanto nele esperarei.
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Bom é o SENHOR para os que nele esperam, para a alma que o busca.
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
É bom esperar e tranquilo aguardar a salvação do SENHOR.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
É bom ao homem levar o jugo em sua juventude.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
Sente-se só, e fique quieto; pois ele o pôs sobre si.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
Ponha sua boca no pó; talvez haja esperança.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Dê a face ao que o ferir; farte-se de insultos.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Pois o Senhor não rejeitará para sempre:
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
Mesmo que cause aflição, ele também se compadecerá segundo a grandeza de suas misericórdias.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Pois não é sua vontade afligir nem entristecer os filhos dos homens.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Esmagar debaixo de seus pés a todos os prisioneiros da terra,
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
Perverter o direito do homem diante da presença do Altíssimo,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
Prejudicar ao homem em sua causa: o Senhor não aprova ) [tais coisas].
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Quem é que pode fazer suceder [algo] que diz, se o Senhor não tiver mandado?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Por acaso da boca do Altíssimo não sai tanto a maldição como a bênção?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Por que o homem vivente se queixa da punição de seus próprios pecados?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Examinemos nossos caminhos, investiguemos, e nos voltemos ao SENHOR.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Levantemos nossos corações e as mãos a Deus nos céus,
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
[Dizendo: ] Nós transgredimos e fomos rebeldes; tu não perdoaste.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
Cobriste-te de ira, e nos perseguiste; mataste sem teres compaixão.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Cobriste-te de nuvens, para que [nossa] oração não passasse.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Tu nos tornaste como escória e rejeito no meio dos povos.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
Todos os nossos inimigos abriram sua boca contra nós.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Medo e cova vieram sobre nós, devastação e destruição.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Rios de águas correm de meus olhos, por causa da destruição da filha de meu povo.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Meus olhos destilam, e não cessam; não haverá descanso,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
Até que o SENHOR preste atenção, e veja desde os céus.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Meus olhos afligem minha alma, por causa de todas as filhas de minha cidade.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Sem motivo meus inimigos me caçam como a um passarinho.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Tentaram tirar minha vida na masmorra, e lançaram pedras sobre mim.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
As águas inundaram sobre minha cabeça; eu disse: É o meu fim.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Invoquei o teu nome, SENHOR, desde a cova profunda.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Ouviste minha voz: não escondas o teu ouvido ao meu suspiro, ao meu clamor.
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Tu te achegaste no dia em que te invoquei; disseste: Não temas.
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
Defendeste, Senhor, as causas de minha alma; redimiste minha vida.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
Viste, SENHOR, a maldade que me fizeram; julga minha causa.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Viste toda a vingança deles, todos os seus pensamentos contra mim.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
Ouvido os seus insultos, ó SENHOR, todos os seus pensamentos contra mim;
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
As coisas ditas pelos que se levantam contra mim, e seu planos contra mim o dia todo.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Olha para tudo quanto eles fazem; com canções zombam de mim.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Retribui-lhes, SENHOR, conforme a obra de suas mãos.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Dá-lhes angústia de coração, tua maldição a eles.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Persegue-os com ira, e destrua-os de debaixo dos céus do SENHOR.

< Klagesangene 3 >