< Klagesangene 3 >

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
Je suis l’homme qui ai vu l’affliction par la verge de sa fureur.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Il m’a conduit et amené dans les ténèbres, et non dans la lumière.
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Certes c’est contre moi qu’il a tout le jour tourné et retourné sa main.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Il a fait vieillir ma chair et ma peau; il a brisé mes os.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Il a bâti contre moi, et m’a environné de fiel et de peine.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Il m’a fait habiter dans des lieux ténébreux, comme ceux qui sont morts depuis longtemps.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Il a fait une clôture autour de moi, afin que je ne sorte point; il a appesanti mes chaînes.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Même quand je crie et que j’élève ma voix, il ferme l’accès à ma prière.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
Il a barré mes chemins avec des pierres de taille; il a bouleversé mes sentiers.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Il a été pour moi un ours aux embûches, un lion dans les lieux cachés.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
Il a fait dévier mes chemins et m’a déchiré; il m’a rendu désolé.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Il a bandé son arc, et m’a placé comme un but pour la flèche.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
Il a fait entrer dans mes reins les flèches de son carquois.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Je suis la risée de tout mon peuple, leur chanson tout le jour.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Il m’a rassasié d’amertumes, il m’a abreuvé d’absinthe.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
Il m’a brisé les dents avec du gravier; il m’a couvert de cendre.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Et tu as rejeté mon âme loin de la paix, j’ai oublié le bonheur;
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
et j’ai dit: Ma confiance est périe, et mon espérance en l’Éternel.
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Souviens-toi de mon affliction, et de mon bannissement, de l’absinthe et du fiel.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
Mon âme s’en souvient sans cesse, et elle est abattue au-dedans de moi. –
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
Je rappelle ceci à mon cœur, c’est pourquoi j’ai espérance:
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Ce sont les bontés de l’Éternel que nous ne sommes pas consumés, car ses compassions ne cessent pas;
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
elles sont nouvelles chaque matin; grande est ta fidélité!
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
L’Éternel est ma portion, dit mon âme; c’est pourquoi j’espérerai en lui.
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
L’Éternel est bon pour ceux qui s’attendent à lui, pour l’âme qui le cherche.
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
C’est une chose bonne qu’on attende, et dans le silence, le salut de l’Éternel.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
Il est bon à l’homme de porter le joug dans sa jeunesse:
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
Il est assis solitaire, et se tait, parce qu’il l’a pris sur lui;
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
il met sa bouche dans la poussière: peut-être y aura-t-il quelque espoir.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Il présente la joue à celui qui le frappe, il est rassasié d’opprobres.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Car le Seigneur ne rejette pas pour toujours;
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
mais, s’il afflige, il a aussi compassion, selon la grandeur de ses bontés;
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
car ce n’est pas volontiers qu’il afflige et contriste les fils des hommes.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Qu’on écrase sous les pieds tous les prisonniers de la terre,
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
qu’on fasse fléchir le droit d’un homme devant la face du Très-haut,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
qu’on fasse tort à un homme dans sa cause, le Seigneur ne le voit-il point?
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Qui est-ce qui dit une chose, et elle arrive, quand le Seigneur ne l’a point commandée?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
N’est-ce pas de la bouche du Très-haut que viennent les maux et les biens?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Pourquoi un homme vivant se plaindrait-il, un homme, à cause de la peine de ses péchés?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Recherchons nos voies, et scrutons-les, et retournons jusqu’à l’Éternel.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Élevons nos cœurs avec nos mains vers Dieu dans les cieux.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
Nous avons désobéi et nous avons été rebelles; tu n’as pas pardonné.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
Tu t’es enveloppé de colère et tu nous as poursuivis; tu as tué, tu n’as point épargné.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Tu t’es enveloppé d’un nuage, de manière à ce que la prière ne passe point.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Tu nous as faits la balayure et le rebut au milieu des peuples.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
Tous nos ennemis ont ouvert la bouche sur nous.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
La frayeur et la fosse sont venues sur nous, la destruction et la ruine.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Des ruisseaux d’eaux coulent de mes yeux à cause de la ruine de la fille de mon peuple.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Mon œil se fond en eau, il ne cesse pas et n’a point de relâche,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
jusqu’à ce que l’Éternel regarde et voie des cieux.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Mon œil afflige mon âme à cause de toutes les filles de ma ville.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Ceux qui sont mes ennemis sans cause m’ont donné la chasse comme à l’oiseau.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Ils m’ont ôté la vie dans une fosse, et ont jeté des pierres sur moi.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
Les eaux ont coulé par-dessus ma tête; j’ai dit: Je suis retranché!
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
J’ai invoqué ton nom, ô Éternel! de la fosse des abîmes.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Tu as entendu ma voix; ne cache point ton oreille à mon soupir, à mon cri.
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Tu t’es approché au jour où je t’ai invoqué; tu as dit: Ne crains pas.
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
Seigneur, tu as pris en main la cause de mon âme, tu as racheté ma vie.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
Tu as vu, Éternel, le tort qu’on me fait; juge ma cause.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Tu as vu toute leur vengeance, toutes leurs machinations contre moi.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
Tu as entendu leurs outrages, ô Éternel! toutes leurs machinations contre moi,
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
les lèvres de ceux qui s’élèvent contre moi, et ce qu’ils se proposent contre moi tout le jour.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Regarde quand ils s’asseyent et quand ils se lèvent: je suis leur chanson.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Rends-leur une récompense, ô Éternel! selon l’ouvrage de leurs mains.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Donne-leur un cœur cuirassé; ta malédiction soit sur eux!
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Poursuis-les dans ta colère et détruis-les de dessous les cieux de l’Éternel.

< Klagesangene 3 >