< Klagesangene 3 >

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
I am the man that hath seen affliction by the rod of his wrath.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
He hath led me and caused me to walk in darkness, and not in light.
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Surely against me he turneth his hand again and again all the day.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
My flesh and my skin hath he made old; he hath broken my bones.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
He hath builded against me, and compassed me with gall and travail.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
He hath made me to dwell in dark places, as those that have been long dead.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
He hath walled me about, that I cannot go forth; he hath made my chain heavy.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Yea, when I cry, and call for help, he shutteth out my prayer.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
He hath walled up my ways with hewn stone; he hath made my paths crooked.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
He is unto me as a bear lying in wait, as a lion in secret places.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
He hath turned aside my ways, and pulled me in pieces; he hath made me desolate.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
He hath bent his bow, and set me as a mark for the arrow.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
He hath caused the shafts of his quiver to enter into my reins.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
I am become a derision to all my people, and their song all the day.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
He hath filled me with bitterness, he hath sated me with wormwood.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
He hath also broken my teeth with gravel stones; he hath covered me with ashes.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
And thou hast removed my soul far off from peace; I forgat prosperity.
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
And I said, My strength is perished, and mine expectation from Jehovah.
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Remember mine affliction and my misery, the wormwood and the gall.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
My soul hath them still in remembrance, and is bowed down within me.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
This I recall to my mind; therefore have I hope.
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
[It is of] Jehovah’s lovingkindnesses that we are not consumed, because his compassions fail not.
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
They are new every morning; great is thy faithfulness.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
Jehovah is my portion, saith my soul; therefore will I hope in him.
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Jehovah is good unto them that wait for him, to the soul that seeketh him.
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
It is good that a man should hope and quietly wait for the salvation of Jehovah.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
It is good for a man that he bear the yoke in his youth.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
Let him sit alone and keep silence, because he hath laid it upon him.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
Let him put his mouth in the dust, if so be there may be hope.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Let him give his cheek to him that smiteth him; let him be filled full with reproach.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
For the Lord will not cast off for ever.
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
For though he cause grief, yet will he have compassion according to the multitude of his lovingkindnesses.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
For he doth not afflict willingly, nor grieve the children of men.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
To crush under foot all the prisoners of the earth,
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
To turn aside the right of a man before the face of the Most High,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
To subvert a man in his cause, the Lord approveth not.
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Who is he that saith, and it cometh to pass, when the Lord commandeth it not?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Out of the mouth of the Most High cometh there not evil and good?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Wherefore doth a living man complain, a man for the punishment of his sins?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Let us search and try our ways, and turn again to Jehovah.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Let us lift up our heart with our hands unto God in the heavens.
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
We have transgressed and have rebelled; thou hast not pardoned.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
Thou hast covered with anger and pursued us; thou hast slain, thou hast not pitied.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Thou hast covered thyself with a cloud, so that no prayer can pass through.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Thou hast made us an offscouring and refuse in the midst of the peoples.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
All our enemies have opened their mouth wide against us.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Fear and the pit are come upon us, devastation and destruction.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Mine eye runneth down with streams of water, for the destruction of the daughter of my people.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Mine eye poureth down, and ceaseth not, without any intermission,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
Till Jehovah look down, and behold from heaven.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Mine eye affecteth my soul, because of all the daughters of my city.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
They have chased me sore like a bird, they that are mine enemies without cause.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
They have cut off my life in the dungeon, and have cast a stone upon me.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
Waters flowed over my head; I said, I am cut off.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
I called upon thy name, O Jehovah, out of the lowest dungeon.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Thou heardest my voice; hide not thine ear at my breathing, at my cry.
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Thou drewest near in the day that I called upon thee; thou saidst, Fear not.
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
O Lord, thou hast pleaded the causes of my soul; thou hast redeemed my life.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
O Jehovah, thou hast seen my wrong; judge thou my cause.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Thou hast seen all their vengeance and all their devices against me.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
Thou hast heard their reproach, O Jehovah, and all their devices against me,
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
The lips of those that rose up against me, and their device against me all the day.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Behold thou their sitting down, and their rising up; I am their song.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Thou wilt render unto them a recompense, O Jehovah, according to the work of their hands.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Thou wilt give them hardness of heart, thy curse unto them.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Thou wilt pursue them in anger, and destroy them from under the heavens of Jehovah.

< Klagesangene 3 >