Job 9
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Et respondens Iob, ait:
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Vere scio quod ita sit, et quod non iustificetur homo compositus Deo.
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
Si voluerit contendere cum eo, non poterit ei respondere unum pro mille.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Sapiens corde est, et fortis robore: quis restitit ei, et pacem habuit?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Qui transtulit montes, et nescierunt hi quos subvertit in furore suo.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
Qui commovet terram de loco suo, et columnae eius concutiuntur.
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Qui praecipit Soli, et non oritur: et stellas claudit quasi sub signaculo:
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Qui extendit caelos solus, et graditur super fluctus maris.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Qui facit Arcturum, et Oriona, et Hyadas, et interiora austri.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Qui facit magna, et incomprehensibilia, et mirabilia, quorum non est numerus.
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Si venerit ad me, non videbo eum: si abierit, non intelligam.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
Si repente interroget, quis respondebit ei? vel quis dicere potest: Cur ita facis?
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Deus, cuius irae nemo resistere potest, et sub quo curvantur qui portant orbem.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Quantus ergo sum ego, ut respondeam ei, et loquar verbis meis cum eo?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Qui etiam si habuero quippiam iustum, non respondebo, sed meum iudicem deprecabor.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Et cum invocantem exaudierit me, non credo quod audierit vocem meam.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
In turbine enim conteret me, et multiplicabit vulnera mea etiam sine causa.
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
Non concedit requiescere spiritum meum, et implet me amaritudinibus.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Si fortitudo quaeritur, robustissimus est: si aequitas iudicii, nemo audet pro me testimonium dicere.
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Si iustificare me voluero, os meum condemnabit me: si innocentem ostendero, pravum me comprobabit.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Etiam si simplex fuero, hoc ipsum ignorabit anima mea, et taedebit me vitae meae.
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Unum est quod locutus sum, et innocentem et impium ipse consumit.
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
Si flagellat, occidat semel, et non de poenis innocentum rideat.
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Terra data est in manus impii, vultum iudicum eius operit: quod si non ille est, quis ergo est?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
Dies mei velociores fuerunt cursore: fugerunt, et non viderunt bonum.
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
Pertransierunt quasi naves poma portantes, sicut aquila volans ad escam.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
Cum dixero: Nequaquam ita loquar: commuto faciem meam, et dolore torqueor.
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Verebar omnia opera mea, sciens quod non parceres delinquenti.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Si autem et sic impius sum, quare frustra laboravi?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Si lotus fuero quasi aquis nivis, et fulserint velut mundissimae manus meae:
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
Tamen sordibus intinges me, et abominabuntur me vestimenta mea.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
Neque enim viro qui similis mei est, respondebo: nec qui mecum in iudicio ex aequo possit audiri.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
Non est qui utrumque valeat arguere, et ponere manum suam in ambobus.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Auferat a me virgam suam, et pavor eius non me terreat.
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Loquar, et non timebo eum: neque enim possum metuens respondere.
