Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
CIERTAMENTE tiempo [limitado] tiene el hombre sobre la tierra, y sus días son como los días del jornalero.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Como el siervo anhela la sombra, y como el jornalero espera [el reposo] de su trabajo:
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Así poseo yo meses de vanidad, y noches de trabajo me dieron por cuenta.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Cuando estoy acostado, digo: ¿Cuándo me levantaré? Y mide [mi corazón] la noche, y estoy harto de devaneos hasta el alba.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Mi carne está vestida de gusanos, y de costras de polvo; mi piel hendida y abominable.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Y mis días fueron más ligeros que la lanzadera del tejedor, y fenecieron sin esperanza.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Acuérdate que mi vida es viento, y que mis ojos no volverán á ver el bien.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Los ojos de los que me ven, no me verán más: tus ojos sobre mí, y dejaré de ser.
La nube se consume, y se va: así el que desciende al sepulcro no subirá; (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
No tornará más á su casa, ni su lugar le conocerá más.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Por tanto yo no reprimiré mi boca; hablaré en la angustia de mi espíritu, y quejaréme con la amargura de mi alma.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
¿Soy yo la mar, ó ballena, que me pongas guarda?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Cuando digo: Mi cama me consolará, mi cama atenuará mis quejas;
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Entonces me quebrantarás con sueños, y me turbarás con visiones.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Y así mi alma tuvo por mejor el ahogamiento, y [quiso] la muerte más que mis huesos.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Aburríme: no he de vivir yo para siempre; déjame, pues que mis días son vanidad.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
¿Qué es el hombre, para que lo engrandezcas, y que pongas sobre él tu corazón,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Y lo visites todas las mañanas, y todos los momentos lo pruebes?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
¿Hasta cuándo no me dejarás, ni me soltarás hasta que trague mi saliva?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Pequé, ¿qué te haré, oh Guarda de los hombres? ¿por qué me has puesto contrario á ti, y que á mí mismo sea pesado?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
¿Y por qué no quitas mi rebelión, y perdonas mi iniquidad? porque ahora dormiré en el polvo, y si me buscares de mañana, ya no seré.
