Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Ja, mannen hev ein strid på jordi; hans dagar gjeng som leigedagar.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Som trælen lengtar etter skugge, og leigekar på løni ventar,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
so fekk eg månader av vonbrot og næter fulle utav møda.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Eg segjer når eg gjeng til kvile: «Når skal eg atter standa upp?» Og kvelden vert so lang, so lang: Eg ligg uroleg alt til dagsprett.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Og makk og sår min likam dekkjer, og hudi skorpnar og bryt upp att.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Mi tid fer snøggar’ enn ein skutel, og ho kverv utan nokor von.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Hugs på: mitt liv er som ein pust; mitt auga ser’kje lukka meir.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Snart er eg løynd for alle augo; du fåfengt stirer etter meg.
Som skyi framum fer og kverv, so ingen att frå helheim vender, (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
snur ei attende til sitt hus; hans heimstad kjenner han’kje meir.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Difor vil’kje munnen stagga, men tala i min djupe hugverk og klaga i mi sjælenaud.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Er eg eit hav, er eg ein drake, med di du vaktar so på meg?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Eg tenkjer: «Lægjet skal meg lindra, og sengi letta suti mi» -
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
då skræmer du meg upp med draumar, og støkkjer meg med ville syner,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
so at eg heller ville kjøvast, ja døy, enn vera slik ei beingrind.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
D’er nok! Eg liver ikkje æveleg; Haldt upp! Mitt liv er som ein pust.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Kva er ein mann, at du han vyrder og retter tanken din på honom,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
heimsøkjer honom kvar ein morgon, ransakar honom kvar ei stund?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Når tek du frå meg auga ditt? Meg slepper med eg svelgjar råken?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Hev eg gjort synd, kva gjer eg deg, du som på mannen vaktar stødt? Kvi hev du meg til skiva valt? So eg hev vorte meg ei byrd?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Kvi gjev du ikkje syndi til? Kvi ansar du på mine brot? No sig eg snart i moldi ned; og leitar du, so er eg burte.»
