Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
L’homme n’a-t-il pas une vie de labeur sur la terre? Et ses jours ne sont-ils pas comme les jours d’un mercenaire?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Comme l’esclave soupire après l’ombre, et comme le mercenaire attend son salaire,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Ainsi j’ai eu pour partage des mois de déception, et des nuits de misère me sont assignées.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Si je me couche, alors je dis: Quand me lèverai-je et quand l’obscurité prendra-t-elle fin? et je suis excédé d’agitations jusqu’au point du jour.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Ma chair est couverte de vers et de croûtes de terre, ma peau se retire et suppure.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Mes jours s’en vont plus vite qu’une navette, et finissent sans espérance.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Souviens-toi que ma vie n’est qu’un souffle: mon œil ne reverra pas le bien;
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
L’œil qui me regarde ne me reverra plus; tes yeux sont sur moi, et je ne suis plus.
La nuée disparaît et s’en va; ainsi celui qui descend au shéol n’en remonte pas, (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Il ne revient plus dans sa maison, et son lieu ne le reconnaît plus.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Aussi je ne retiendrai pas ma bouche; je parlerai dans la détresse de mon esprit, je discourrai dans l’amertume de mon âme.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Suis-je une mer, suis-je un monstre marin, que tu établisses des gardes autour de moi?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Quand je dis: Mon lit me consolera, ma couche allégera ma détresse,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Alors tu m’effraies par des songes, tu me terrifies par des visions,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Et mon âme choisit la suffocation, – plutôt la mort que mes os:
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
J’en suis dégoûté; je ne vivrai pas à toujours. Laisse-moi, car mes jours sont vanité.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Qu’est-ce que l’homme que tu fasses grand cas de lui, et que ton cœur s’occupe de lui,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Et que tu le visites chaque matin, que tu l’éprouves à tout moment?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Pourquoi ne détournes-tu pas les yeux de moi, et ne me laisses-tu pas tranquille jusqu’à ce que j’aie avalé ma salive?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
J’ai péché; – que t’ai-je fait? Toi qui observes l’homme, pourquoi m’as-tu placé pour être l’objet de tes coups, de sorte que je suis un fardeau à moi-même?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Et pourquoi ne pardonnes-tu pas ma transgression, et ne fais-tu point passer mon iniquité? Car maintenant je me coucherai dans la poussière, et tu me chercheras, et je ne serai plus.
