Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Mihem jouse hinkho hi hahsatna toh kidel jing hilou ham? Ihinkho uhi kitha lah khut tobang hilou ham?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Liim ngaicha aum natong mi tobang ahin, soh atohna man ngah tobang ahi.
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Keima jong lha phabep sunga chu phatchomna bei natoh eikipen ahi, lunggel gentheina dimset in jankho sot noijah genthei kathoh e.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Jalkhun chungah kalumin, itih tah le jingkah ahitadem tin kagel jin, ahinlah jan in eisu chol in khovah kahsen kaki pehle le jin ahi.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Kati chungla than leh akhih in atom dimin ka vun jong apohkeh gamin anai along longe.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Ka nikho ho jong pon khong ho patphei kilham sangin ging jon, kinepna beijin akichai ji'e.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
O Pathen, kahin kho hi hai khat bep bou ahi ti nei geldoh peh in, chule keiman kipana hi kanei kit lou hel ding ahi.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Nangin tua hi neimu ahin, ahinlah nei musot pon nate, nangin neiven natin ahinlah keima ana chemang tange.
Meilhang akithecheh a aman hel bangin, athiho khu hung kile kit tapou vinte. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Amaho chu ainuva patna tonsotna mukit tah lou dinga chemang ahitauve.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Keima thusei louvin kaum theipoi, kalung genthei naho kasei doh a ka lhagao genthei jeh a kiphin ding kahi.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Keima hi twikhanglen'a kichat chat um ganhing len ahilouleh gullui kahia nahonbit nanoija chu neikoi jeng ding ham?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Keima kalupna in eilhamon intin, chule ka imut teng kanat genthei na ho olsah tante tin kagelle.
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Ahinlah nangin mangse neimatsah jin, chule gaothil mu in nei kichat sah ji'e.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Hitia genthei thoh sang hin, eikimeh lih jeng hen lang thileng pha kasa joi.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Kahinkho kadei mon hitia hin hin ding hi kadei tapoi, O nikho lhomcha kanei sung hin kachangin nei dalha jengin.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Mihem hohi ipi hiuva, nangin hibanga hi na khohsah a chule nagel jing jeng ham?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Ajeh chu nangin jingkah seh le nakhol chil soh in, chule phat jousen na patep jinge.
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Kachil valna ding phatsung beh a ipi dinga nei dalhah lou ham?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Chonset kanei ahilehnang chunga ipi kabol khah ham? O mihem te vejing pa, keihi nanga dinga pohgih kahija, natup penna neisem ham?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Kachonsetna hi ngaidam jengin lang chule kathemmona ho nei lahmang peh tan, ajeh chu leivui lah a kijam a thivah ding kahitan, nangin hin ven natin chemang tange.
