Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Diklai hman ah hlanghing hamla caempuei a om moenih a? A khohnin te kutloh kah khohnin banghui ni.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Sal bangla hlipkhup a hloep tih kutloh bangla a bisai a lamtawn.
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Ka taengah a poeyoek la a hla ka pang van tih thakthaenah hlaem he kai hamla a khueh.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Ka yalh tih, “Me vaengah nim ka thoh ve?” ka ti. Khoyin loh puh tih hlaemhmah duela yutnah khaw ka cung.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Ka saa loh a rhit a bai, ka vin laipi tiknong khaw uet tih a tuei.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Ka khohnin loh tampai lakah bawn tih lungli lungla la ngaiuepnah bawt.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Ka hingnah mueihla he poek lah. Hnothen hmuh ham khaw ka mik loh mael voel mahpawh.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Kai aka so mik loh kai m'mae voel mahpawh. Na mik te kai soah om dae kai ka om voel pawh.
Cingmai loh haai tih cing, saelkhui la aka suntla rhoek tah ha mael tangloeng pawh. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
A im la koep mael pawt vetih a hmuen loh anih hmat voel mahpawh.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Te dongah kai khaw ka ka tuem mahpawh. Ka mueihla khobing doela ka thui vetih. Ka hinglu khahing doela ka lolmang pueng ni.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Kai he tuipuei tuihnam tih nim kai soah thongim na khueh.
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Ka soengca kai n'hloep bitni, ka thingkong loh ka kohuetnah te a phueih bitni ka ti.
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Mueimang neh kai nan rhihyawp sak tih olphong neh kai nan let sak.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Ka hinglu loh ka rhuhrhong lakah khaknah neh dueknah ni a coelh.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Ka kohnue coeng, kumhal duela ka hing mahpawh, kai he n'toeng laeh, ka khohnin khaw a honghi ni.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Mebang hlanghing lae amah na pantai sak tih a taengah na lungbuei na khueh te.
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Anih te mincang ah na cawh tih mikhaptok ah ni anih te na loepdak.
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Balae tih kai lamloh na mangthong pawt eh? Ka timtui ka dolh hil kai nan rhael moenih.
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Hlang aka kueinah nang taengah ka tholh tih balae ka saii? Balae tih kai he na kutnoek la nan khueh. Te dongah kai ham tah hnorhih la ka om coeng.
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Te dongah ka boekoek he na phueih tih kai kathaesainah he nan khoe mai pawt lae? Laipi khuila ka yalh pawn ni. Kai na toem cakhaw ka om voel moenih,” a ti nah.
