< Job 6 >

1 Så tog Job til Orde og svarede:
But Job answered and said,
2 "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
Oh that one would indeed weigh the wrath that is upon me, and take up my griefs in a balance together!
3 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
And verily they would be heavier than the sand by the seashore: but, as it seems, my words are vain.
4 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
For the arrows of the Lord are in my body, whose violence drinks up my blood: whenever I am going to speak, they pierce me.
5 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
What then? will the wild ass bray for nothing, if he is not seeking food? or again, will the ox low at the manger, when he has a fodder?
6 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
Shall bread be eaten without salt? or again, is there taste in empty words?
7 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
For my wrath can’t cease; for I perceive my food as the smell of a lion [to be] loathsome.
8 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
For oh that he would grant [my desire], and my petition might come, and the Lord would grant my hope!
9 vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
Let the Lord begin and wound me, but let him not utterly destroy me.
10 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
Let the grave be my city, upon the walls of which I have leapt: I will not shrink from it; for I have not denied the holy words of my God.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?
For what is my strength, that I continue? what is my time, that my soul endures?
12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
Is my strength the strength of stones? or is my flesh of brass?
13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
Or have I not trusted in him? but help is [far] from me.
14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
Mercy has rejected me; and the visitation of the Lord has disregarded me.
15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
My nearest relations have not regarded me; they have passed me by like a failing brook, or like a wave.
16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
They who used to reverence me, now have come against me like snow or congealed ice.
17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
When it has melted at the approach of heat, it is not known what it was.
18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;
Thus I also have been deserted of all; and I am ruined, and become an outcast.
19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
Behold the ways of the Thaemanites, you that mark the paths of the Sabaeans.
20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
They too that trust in cities and riches shall come to shame.
21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
But you also have come to me without pity; so that beholding my wound you are afraid.
22 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
What? have I made any demand of you? or do I ask for strength from you,
23 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
to deliver me from enemies, or to rescue me from the hand of the mighty ones?
24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
Teach you me, and I will be silent: if in anything I have erred, tell me.
25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
But as it seems, the words of a true man are vain, because I do not ask strength of you.
26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
Neither will your reproof cause me to cease my words, for neither will I endure the sound of your speech.
27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
Even because you attack the fatherless, and insult your friend.
28 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
But now, having looked upon your countenances, I will not lie.
29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
Sit down now, and let there not be unrighteousness; and unite again with the just.
30 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
For there is no injustice in my tongue; and does not my throat meditate understanding?

< Job 6 >