Job 37

1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

Super hoc expavit cor meum, et emotum est de loco suo.

2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Audite auditionem in terrore vocis eius, et sonum de ore illius procedentem.

3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

Subter omnes caelos ipse considerat, et lumen illius super terminos terrae.

4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

Post eum rugiet sonitus, tonabit voce magnitudinis suae, et non investigabitur, cum audita fuerit vox eius.

5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Tonabit Deus in voce sua mirabiliter, qui facit magna et inscrutabilia.

6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

Qui praecipit nivi ut descendat in terram, et hiemis pluviis, et imbri fortitudinis suae.

7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

Qui in manu omnium hominum signat, ut noverint singuli opera sua.

8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

Ingredietur bestia latibulum, et in antro suo morabitur.

9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

Ab interioribus austri egredietur tempestas, et ab Arcturo frigus.

10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

Flante Deo concrescit gelu, et rursum latissimae funduntur aquae.

11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

Frumentum desiderat nubes, et nubes spargunt lumen suum.

12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

Quae lustrant per circuitum, quocumque eas voluntas gubernantis duxerit, ad omne quod praeceperit illis super faciem orbis terrarum:

13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

Sive in una tribu, sive in terra sua, sive in quocumque loco misericordiae suae eas iusserit inveniri.

14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

Ausculta haec Iob: sta, et considera mirabilia Dei.

15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Numquid scis quando praeceperit Deus pluviis, ut ostenderent lucem nubium eius?

16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

Numquid nosti semitas nubium magnas, et perfectas scientias?

17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

Nonne vestimenta tua calida sunt, cum perflata fuerit terra Austro?

18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

Tu forsitan cum eo fabricatus es caelos, qui solidissimi quasi aere fusi sunt.

19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

Ostende nobis quid dicamus illi: nos quippe involvimur tenebris.

20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

Quis narrabit ei quae loquor? etiam si locutus fuerit homo, devorabitur.

21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

At nunc non vident lucem: subito aer cogetur in nubes, et ventus transiens fugabit eas.

22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Ab Aquilone aurum venit, et ad Deum formidolosa laudatio.

23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

Digne eum invenire non possumus: magnus fortitudine, et iudicio, et iustitia et enarrari non potest.

24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

Ideo timebunt eum viri, et non audebunt contemplari omnes, qui sibi videntur esse sapientes.