Job 37

1 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

[Super hoc expavit cor meum, et emotum est de loco suo.

2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Audite auditionem in terrore vocis ejus, et sonum de ore illius procedentem.

3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

Subter omnes cælos ipse considerat, et lumen illius super terminos terræ.

4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

Post eum rugiet sonitus; tonabit voce magnitudinis suæ: et non investigabitur, cum audita fuerit vox ejus.

5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Tonabit Deus in voce sua mirabiliter, qui facit magna et inscrutabilia;

6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

qui præcipit nivi ut descendat in terram, et hiemis pluviis, et imbri fortitudinis suæ;

7 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

qui in manu omnium hominum signat, ut noverint singuli opera sua.

8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

Ingredietur bestia latibulum, et in antro suo morabitur.

9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

Ab interioribus egredietur tempestas, et ab Arcturo frigus.

10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

Flante Deo, concrescit gelu, et rursum latissimæ funduntur aquæ.

11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

Frumentum desiderat nubes, et nubes spargunt lumen suum.

12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

Quæ lustrant per circuitum, quocumque eas voluntas gubernantis duxerit, ad omne quod præceperit illis super faciem orbis terrarum:

13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

sive in una tribu, sive in terra sua, sive in quocumque loco misericordiæ suæ eas jusserit inveniri.

14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

Ausculta hæc, Job: sta, et considera mirabilia Dei.

15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Numquid scis quando præceperit Deus pluviis, ut ostenderent lucem nubium ejus?

16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

Numquid nosti semitas nubium magnas, et perfectas scientias?

17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

Nonne vestimenta tua calida sunt, cum perflata fuerit terra austro?

18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

Tu forsitan cum eo fabricatus es cælos, qui solidissimi quasi ære fusi sunt.

19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

Ostende nobis quid dicamus illi: nos quippe involvimur tenebris.

20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

Quis narrabit ei quæ loquor? etiam si locutus fuerit homo, devorabitur.

21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

At nunc non vident lucem: subito aër cogetur in nubes, et ventus transiens fugabit eas.

22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Ab aquilone aurum venit, et ad Deum formidolosa laudatio.

23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

Digne eum invenire non possumus: magnus fortitudine, et judicio, et justitia: et enarrari non potest.

24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

Ideo timebunt eum viri, et non audebunt contemplari omnes qui sibi videntur esse sapientes.]