Job 36

1 Og videre sagde Elihu:

Addens quoque Eliu, haec locutus est:

2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

Sustine me paululum, et indicabo tibi: adhuc enim habeo quod pro Deo loquar.

3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

Repetam scientiam meam a principio, et operatorem meum probabo iustum.

4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

Vere enim absque mendacio sermones mei, et perfecta scientia probabitur tibi.

5 Se, Gud forkaster det stive Sind,

Deus potentes non abiicit, cum et ipse sit potens.

6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

Sed non salvat impios, et iudicium pauperibus tribuit.

7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

Non auferet a iusto oculos suos, et reges in solio collocat in perpetuum, et illic eriguntur.

8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

Et si fuerint in catenis, et vinciantur funibus paupertatis.

9 så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

Indicabit eis opera eorum, et scelera eorum, quia violenti fuerunt.

10 åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

Revelabit quoque aurem eorum, ut corripiat: et loquetur, ut revertantur ab iniquitate.

11 Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

Si audierint et observaverint, complebunt dies suos in bono, et annos suos in gloria:

12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

Si autem non audierint, transibunt per gladium, et consumentur in stultitia.

13 Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

Simulatores et callidi provocant iram Dei, neque clamabunt cum vincti fuerint.

14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

Morietur in tempestate anima eorum, et vita eorum inter effeminatos.

15 Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

Eripiet de angustia sua pauperem, et revelabit in tribulatione aurem eius.

16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

Igitur salvabit te de ore angusto latissime, et non habente fundamentum subter se: requies autem mensae tuae erit plena pinguedine.

17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

Causa tua quasi impii iudicata est, causam iudiciumque recipies.

18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

Non te ergo superet ira, ut aliquem opprimas: nec multitudo donorum inclinet te.

19 Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

Depone magnitudinem tuam absque tribulatione, et omnes robustos fortitudine.

20 Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

Ne protrahas noctem, ut ascendant populi pro eis.

21 var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

Cave ne declines ad iniquitatem: hanc enim coepisti sequi post miseriam.

22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

Ecce, Deus excelsus in fortitudine sua, et nullus ei similis in legislatoribus.

23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"

Quis poterit scrutari vias eius? aut quis potest ei dicere: Operatus es iniquitatem?

24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

Memento quod ignores opus eius, de quo cecinerunt viri.

25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

Omnes homines vident eum, unusquisque intuetur procul.

26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

Ecce, Deus magnus vincens scientiam nostram: numerus annorum eius inaestimabilis.

27 Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

Qui aufert stillas pluviae, et effundit imbres ad instar gurgitum.

28 og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.

Qui de nubibus fluunt, quae praetexunt cuncta desuper.

29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

Si voluerit extendere nubes quasi tentorium suum.

30 Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

Et fulgurare lumine suo desuper, cardines quoque maris operiet.

31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

Per haec enim iudicat populos, et dat escas multis mortalibus.

32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;

In manibus abscondit lucem, et praecepit ei ut rursus adveniat.

33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

Annunciat de ea amico suo, quod possessio eius sit, ut ad eam possit ascendere.