Job 32
1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
Omiserunt autem tres viri isti respondere Job, eo quod justus sibi videretur.
2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
Et iratus indignatusque est Eliu filius Barachel Buzites, de cognatione Ram: iratus est autem adversum Job, eo quod justum se esse diceret coram Deo.
3 og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
Porro adversum amicos ejus indignatus est, eo quod non invenissent responsionem rationabilem, sed tantummodo condemnassent Job.
4 Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
Igitur Eliu expectavit Job loquentem, eo quod seniores essent qui loquebantur.
5 men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
Cum autem vidisset quod tres respondere non potuissent, iratus est vehementer.
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
Respondensque Eliu filius Barachel Buzites, dixit: [Junior sum tempore, vos autem antiquiores: idcirco, demisso capite, veritus sum vobis indicare meam sententiam.
7 jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"
Sperabam enim quod ætas prolixior loqueretur, et annorum multitudo doceret sapientiam.
8 Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;
Sed, ut video, spiritus est in hominibus, et inspiratio Omnipotentis dat intelligentiam.
9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
Non sunt longævi sapientes, nec senes intelligunt judicium.
10 derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!
Ideo dicam: Audite me: ostendam vobis etiam ego meam sapientiam.
11 Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
Expectavi enim sermones vestros; audivi prudentiam vestram, donec disceptaremini sermonibus;
12 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.
et donec putabam vos aliquid dicere, considerabam: sed, ut video, non est qui possit arguere Job, et respondere ex vobis sermonibus ejus.
13 Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"
Ne forte dicatis: Invenimus sapientiam: Deus projecit eum, non homo.
14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
Nihil locutus est mihi: et ego non secundum sermones vestros respondebo illi.
15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
Extimuerunt, nec responderunt ultra, abstuleruntque a se eloquia.
16 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
Quoniam igitur expectavi, et non sunt locuti: steterunt, nec ultra responderunt:
17 Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
respondebo et ego partem meam, et ostendam scientiam meam.
18 Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
Plenus sum enim sermonibus, et coarctat me spiritus uteri mei.
19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
En venter meus quasi mustum absque spiraculo, quod lagunculas novas disrumpit.
20 tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
Loquar, et respirabo paululum: aperiam labia mea, et respondebo.
21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
Non accipiam personam viri, et Deum homini non æquabo.
22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
Nescio enim quamdiu subsistam, et si post modicum tollat me factor meus.]
